I 80'erne var Anderlechts dansker-skare landsholdets styrke, i dag er det et sygdomstegn
Efter meget lang tids spekulation om Kasper Schmeichels fremtid blev det tirsdag offentliggjort, at den 36-årige danske landsholdskeeper fortsætter karrieren hos Anderlecht i Bruxelles. Efter skiftet var blevet gjort officielt, meldte Schmeichel ud, at han var glad for, at hans umiddelbare fodbold-fremtid endelig er faldet på plads.
"Efter at have talt med Jesper (Fredberg, sportsdirektør, red..) og Brian (Riemer, træner, red.) var jeg meget begejstret for det projekt, som de er i gang med", sagde Kasper Schmeichel og fortsatte: "Anderlecht er bare en kæmpe klub, og tidligere holdkammerater fra forskellige klubber har altid talt så højt og varmt om klubben. Det var noget, jeg virkelig gerne ville blive en del af."
Det betyder, at der nu (igen) er etableret en sand dansker-koloni i Bruxelles-klubben eftersom andre landsholdsspillere som Kasper Dolberg, Thomas Delaney og Anders Dreyer (som ganske ikke fandt vej til Kasper Hjulmands udvalgte denne gang) også tjener til dagen og vejen hos den traditionsrige belgiske klub.
For 40 år siden, i starten af 80'erne ville Sepp Piontek uden tvivl have klappet i hænderne over at endnu en dansker fik mulighed for at vise formatet i Anderlecht. I dag bør Kasper Hjulmand absolut ikke gøre det samme.
Anderlecht var i starten af 80' erne et mandskab, der rangerede på allerøverste hylde i Europa. Man nåede UEFA Cup finalen to år i træk, 1983 og 1984, hvor man i 1983 vandt mod Benfica og 1984 tabte til Tottenham. Det var samtidig i de år at Constant van den Stock stadion udviklede sig til en regulær fæstning, eftersom man over en seks-årig periode fra starten fra 80'erne blot tabte to hjemmekampe.
Det var en periode i fodbold-historien, hvor de bedste, belgiske spillere spillede under hjemlige himmelstrøg i en liga, der havde enorm kvalitet. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at store spillere som Enzo Scifo, Frank Vercauteren, Erwin Vandenbergh, Georges Grün og René Vandereycken var blandt profilerne, der også havde stor glæde af et meget velfungerende ungdoms-akademi.
Det var i disse omgivelser og i dette fodbold-miljø, man skulle gøre sig gældende, hvis man ville sikre sig en plads i startopstillingen. Unægteligt hårde vilkår, men alligevel formåede en hel stribe af danske talenter ikke kun at vise formatet i et uhyre konkurrence-mættet belgisk træningsmiljø, men også at udvikle sig til en række af profilerne under Paul van Himsts benhårde regime.
Morten Olsen, Frank Arnesen, Per Frimann, Kenneth Brylle og Henrik Andersen udviklede sig alle til stamspillere i Anderlechts allermest glorværdige periode, hvor hæderen dryssede ned over klubben i samme tempo, som Manneken Pis udbredte sine dråber i det centrale Bruxelles.
Der var derfor ikke noget at sige til, hvis Sepp Piontek bappede ekstra lystigt på piben, når Anderlecht sendte deres talentspejdere mod Danmark, for nye kontrakter med danske talenter var meget ofte lig med ekstra kvalitet til det danske landshold, som i dag bl.a. kan sende en stor tak til Anderlecht for de triumfer, man kunne fejre i midten af 80'erne. I dag er situationen imidlertid en helt anden i Anderlecht.
Klubben er i en sørgelig forfatning. Anderlecht slikker således stadig sårene efter efter en meget turbulent periode, hvor klubben efter Marc Coucke overtog ejerskabet fra Van den Stock-familien, stadig kæmper med efterveerne af dårlig management, forfejlede investeringer, en ledelse, der har taget enorme risici på transfer-markedet, en alt for stor trup med spillere på alt for høje lønninger samt et akademi, hvor de bedste spillere lynhurtigt bliver støvsuget op af Europa's absolutte storklubber.
Anderlecht endte i sidste sæson på en forsmædelig 11.plads i ligaen, hvilket var klubbens værste placering siden 1937. Det forhindrede samtidigt klubben i at nå mesterskabs-slutspillet, hvor kun de otte bedste hold får adgang og kritikken har siden regnet ned over Brian Riemer og Jesper Fredberg. Den tidligere belgiske storklub rangerer i dag i bedste fald på fjerde- eller måske femte hylde på den europæiske rangliste, og har udviklet sig til en sørgerlig, almen bolig for lokale talenter, der for alt i verden vil væk og tidligere storspillere med trang til at genstarte karrieren.
Så, Kasper Schmeichel, Anderlecht er IKKE en kæmpe klub, det VAR en kæmpe klub. Der er meget langt fra at spille på et hold i Premier League, som af og til kunne konkurrere med de bedste, til at passe stængerne på et midterhold i Jupiler Pro League Og hvis jeg var Kasper Hjulmand, så ville jeg være alvorligt bekymret over at ca. 1/3 af stammen på landsholdet har måttet SÅ langt ned i rækkerne for at få fast spilletid. Hvor Anderlecht før var svaret på en række af Pionteks udfordringer, er Anderlecht i dag i sandhed begyndelsen på Hjulmands.
