Unge FCK-talenter gør det igen: Besejrer storklub i ungdommens Champions League
Tirsdag formåede FC Københavns U19-mandskab at tage endnu en enormt flot skalp, da de på udebane mødte Manchester Uniteds ditto i UEFA’s Youth League, for i slutningen af kampen brød indskiftede franske Queyrell Tchicamboud gennem i englændernes højreside og sparkede bolden i nettet til slutresultatet 1-0.
FCK’s talentfulde mandskab kom da også til kampen med to enormt flotte resultater og en medfølgende portion selvtillid i bagagen, da det i Youth Leagues første to spillerunder er blevet til sejre, først på udebane over tyrkiske Galatasaray og senest hjemme i København over selveste Bayern München.
I sidstnævnte opgør blev et af de helt store FCK-talenter, holdets 18-årige anfører Noah Sahsah, dog desværre langtidsskadet, da han fejrede sit kampafgørende mål til 3-2, og det var således et FCK-mandskab, der rejste til Manchester uden en af de helt store profiler.
Alligevel leverede Alfred Johanssons unge talenter en flot præstation på Leigh Sports Village, særligt i løbet af første halvleg, hvor det danske U19-hold i flere perioder sad flot på spillet og da også fik skabt flere store chancer.
Efter pausen fik Manchester United lidt bedre styr på boldbesiddelsen og fik ligeledes skabt flere farlige situationer, blandt andet efter et frispark, der nær havde resulteret i en scoring til hjemmeholdet, men bolden blev i stedet sparket langt forbi Theo Sanders mål.
I stedet blev det så de gæstende københavnere, der kunne afgøre kampen og snuppe de tre point, for med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid fik indskiftede franske Queyrell Tchicamboud vist smagsprøver på talentet, da den forhenværende Paris Saint-Germain-spiller driblede sig gennem englændernes højreside af forsvaret.
Passive så hjemmeholdet dog også ud i situationen, men ikke desto mindre fik Tchicamboud sendt en flot indersideafslutning mod fjerneste hjørne, og målmand Tom Wooster kunne intet stille op overfor den 17-årige franskmands velplacerede afslutning.
Med sejren står FC Københavns U19-drenge enormt flot med ni point efter de indledende tre runder med sejre på 5-1, 3-2 og 1-0 over henholdsvis Galatasaray, Bayern München og nu altså også Manchester United. Omvendt står det engelske storhold med blot tre point efter nederlag til FCK og Bayern München og en sejr over Galatasaray.
I fjerde spillerunder venter en hjemmebanekamp for FC København, når det omvendte opgør af tirsdagens møde skal afvikles 8. november. Her kommer Manchester United således på besøg i den danske hovedstad.