Frygtindgydende Haaland og Gyökeres kan blive Danmarks modstander i VM-kvalifikation
Danmarks mandlige fodboldlandshold har blandt andet mulighed for at trække Sverige eller Norge fra andet seedningslag, når der 13. december trækkes lod til VM-kvalifikationen.
Efter tirsdagens sidste kampe i Nations League er de fem seedningslag således klar. Allerede mandag stod det klart, at Danmark er blandt de 12 topseedede nationer, og nu er der overblik over alle deltagerlande.
Ud over Danmark er de topseedede lande Spanien, Tyskland, Portugal, Frankrig, Italien, Holland, Kroatien, England, Belgien, Schweiz og Østrig.
De 12 lande fra andet lag er Ukraine, Sverige, Tyrkiet, Wales, Ungarn, Serbien, Polen, Grækenland, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Norge.
Tredje lag indeholder Skotland, Slovenien, Irland, Albanien, Nordmakedonien, Georgien, Finland, Island, Nordirland, Montenegro, Bosnien-Hercegovina og Israel.
Fjerde lag tæller Bulgarien, Luxembourg, Kosovo, Belarus, Armenien, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Estland, Cypern, Færøerne, Letland og Litauen.
I det femte lag finder man blot seks nationer i form af Moldova, Malta, Andorra, Gibraltar, Liechtenstein og San Marino.
Da Danmark skal spille kvartfinale i Nations League, står det allerede klart, at Danmark får en VM-kvalifikationsgruppe med fire hold.
De 12 gruppevindere går direkte til VM, mens de 12 toere kan komme i spil til slutrundedeltagelse via playoffkampe.