Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Jagter nyt trofæ: Guardiola vil fuldende Manchester Citys cirkel ved klub-VM

Ritzau
Guardiola vil fuldende Manchester Citys cirkel ved klub-VM
Guardiola vil fuldende Manchester Citys cirkel ved klub-VMPhoto by Jose Breton / NurPhoto / NurPhoto via AFP
Trofæskabet bugner, men endnu mangler Manchester City at vinde klub-VM.

Derfor er Pep Guardiolas tropper også taget til Jeddah i Saudi-Arabien med et soleklart mål for øje.

"Det er en fornøjelse at være her. Det er første gang, at Manchester City er her, og vi tager det ikke for givet. Det er et privilegium og en ære at være her".

"Vi ved, hvor svært det at vinde denne turnering, og man er nødt til at have gjort noget specielt for overhovedet at komme hertil. Det er min fjerde gang, og de forgående semifinaler har været meget vanskelige og tricky", siger Guardiola ifølge Reuters.

Spanieren har vundet klub-VM to gange med Barcelona og en gang med Bayern München, og han og City er også klar favorit denne gang.

"Det er et trofæ, vi ikke har, så vi håber at fuldende cirklen og vinde alle de trofæer, som er mulige for os at vinde. Kun denne mangler", siger City-manageren.

Under Guardiola har City vundet fem engelske mesterskaber, to FA Cup-titler, fire Liga Cup-titler samt Champions League og den europæiske Super Cup en gang hver.

Tirsdag bliver første hurdle den asiatiske mester, Urawa Red Diamonds, der har danske Alexander Scholz som en del af sit midterforsvar.

"Det er meget at forlange af os, at vi skal slå et hold som dem, men vi kan give alle modstand på dagen, og jeg synes, at denne slags knockoutturnering passer godt til os".

"Hvis vi er godt forberedt og ikke bliver alt for benovede, tror jeg, at chancerne kommer til os. De fleste tilskuere forventer uden tvivl en City-sejr, men jeg glæder mig over chancen for at modbevise dem", siger Urawas midtbaneprofil Ken Iwao til fifa.com.

Vinderen af tirsdagens semifinale møder fredag brasilianske Fluminense i finalen. Europas repræsentant har vundet de seneste ti udgaver af klub-VM.