Knæproblemer for stjerne: Knust Neymar forlader banen på båre i Brasilien-nederlag
Natten til onsdag dansk tid tabte holdet 0-2 på udebane mod Uruguay.
Undervejs blev en tydeligt knust Neymar kørt skadet fra banen på en båre.
Det skuffende resultat er det andet i træk for Brasilien, der natten til fredag dansk tid spillede uafgjort på hjemmebane mod Venezuela.
Brasilien stillede ellers op med et profilbesat mandskab i opgøret mod Uruguay.
Ud over Neymar var blandt andre Vinicius Junior, Gabriel Jesus og Ederson at finde i startopstilling.
Det var dog en profil fra modstanderholdet, Uruguay, der stjal fokus i første halvleg, da Liverpools Darwin Nuñez få minutter inden pausen sendte hjemmeholdet i front.
I første halvlegs tillægstid gik Brasiliens Neymar til jorden, med hvad der lignede et vrid i knæet, efter en duel med en uruguayansk spiller.
Den brasilianske profil tog sig med det samme til knæet og signalerede, at der var noget galt.
Efterfølgende har Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF) ifølge Reuters oplyst, at Neymar er ramt af en alvorlig forstuvning i knæet, og han skal gennemgå flere test for at finde ud af, om der også er ledbåndsskader.
"Lad os håbe, der ikke er sket noget alvorligt," siger holdets anfører, Casemiro efter kampen til mediet Globo.
"Han er en vigtig spiller for os, og vi sætter stor pris på ham. Han har været udsat for mange skader, og hver gang han er på vej tilbage, bliver han ramt af en ny."
Brasilien formåede ikke at komme tilbage på sporet efter pausen og med lidt under et kvarter tilbage, øgede Uruguays Nicolas de la Cruz til 2-0 for hjemmeholdet.
Uruguays sejr var den første over Brasilien siden 2001.