Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kvindelige VM-fodboldspillere får historisk bonus: Ca. 220.000 kr pr. spiller

Ritzau
Der falder minimum 220.000 kr af, hvis man bliver udtaget til VM
Der falder minimum 220.000 kr af, hvis man bliver udtaget til VMProfimedia
For første gang nogensinde dedikerer Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) en del af præmiepengene ved en VM-slutrunde til spillerne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det sker, når kvindernes verdensmesterskaber løber af stablen i Australien og New Zealand senere på sommeren.

Helt konkret har FIFA vedtaget en ordning, som betyder, at hver eneste spiller fra de 32 deltagende nationer er sikret 30.000 dollar svarende til cirka 208.000 kroner, skriver AFP.

Det beløb stiger løbende, hvis man kommer længere end gruppespillet.

Spiller man på det hold, der vinder VM, kan man se frem til at få stukket 270.000 dollar - knap 1,9 millioner kroner - i lommen.

Pengene kommer fra den samlede pulje på godt en milliard kroner, som FIFA udbetaler som blandt andet præmiepenge og kompensationer til klubberne i forbindelse med VM-slutrunden.

Det beløb er tre gange højere, end det var ved den seneste VM-slutrunde for kvinder i 2019. Men det er også blot en tredjedel af det beløb, der blev udbetalt i forbindelse med herrernes VM i Qatar sidste år.

Hidtil har DBU i henhold til en aftale med Spillerforeningen udbetalt bonusser til de spillere, der er blevet udtaget til slutrunder.

Sidste år fik spillerne på det danske landshold 10.000 kroner for at blive udtaget til EM i England.

Det var markant mindre end de svenske spillere, som hver fik 180.000 kroner for at blive udtaget til samme slutrunde.

DBU's nuværende aftale med Spillerforeningen løber til 2025, og vilkårene er de samme ved VM som ved EM.

Altså står spillerne til at få 10.000 kroner fra DBU, hvis de bliver udtaget til VM-slutrunden denne sommer. Derudover kommer altså 208.000 kroner fra FIFA.

Begge beløb kan stige, alt efter hvor langt Danmark når ved slutrunden.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB får de nationale forbund knap 11 millioner danske kroner for at være med ved VM. Også det beløb stiger, jo længere landsholdet kommer i turneringen.