Danmarks modstandere ved VM: Gruppefavoritten England bliver en stor mundfuld
Millie Bright, der har overtaget anførerbindet i Williamsons fravær, har selv døjet med skader op til slutrunden og har ikke spillet en kamp siden april.
Derfor er der udtaget seks debutanter i den engelske trup, som dog kommer fra den engelske WSL, der holder et tårnhøjt niveau. Evnerne mangler ikke hos nogle af spillerne, men måske erfaringen i bredden kan blive en udfordring.
Efter sidste sommers EM-succes på eget græs, vandt England også La Finalissima, som er et møde mellem europamestrene og de sydamerikanske mestre fra Brasilien.
De to sidste kampe inden slutrunden har dog ikke set skræmmende ud for englænderne. Først et nederlag til Australien på 2-0 i London, og i den sidste kamp inden afrejsen blev det til 0-0 mod Portugal. Portugiserne ligger blot nummer 21 på den verdensrangliste, hvor England indtager en øjeblikkelig fjerdeplads
Træneren
Sarina Wiegmann står i spidsen for det engelske landshold. Den 53-årige hollænder har haft tøjlerne siden 2021. Som spiller opnåede hun 103 landskampe for Holland, som hun også har været landstræner for.
Hun førte de orangeklædte til en EM-triumf på hjemmebane i 2017, takket være en finalesejr over Danmark. Hun førte også Holland frem til VM-finalen i 2019, som blev tabt, og hendes seneste store triumf var europamesterskabet med England i 2022.
Hun er kendt for at holde sig til få spillere under turneringer, hvilket kan medføre træthed senere hen i turneringen. Hun spiller typisk 4-3-3 og har endnu til gode at stille op med to deciderede angribere i hendes regeringstid i England.
Stjernespilleren
En blandt mange engelske stjernespillere er 26-årige Keira Walsh, som har spillet 58 landskampe.
Hun blev den dyreste kvindelige fodboldspiller i verden, da hun sidste summer skiftede fra Manchester City til Barcelona i en hande0, der menes at have en samlet værdi på omkring 3,5 mio. kroner.
Blandt de mange dygtige spillere i den engelske trup, er Walsh nok den, de vil have sværest ved at erstatte. Der findes ikke en en-til-en afløser, der har hendes kvaliteter.
Trods hendes placering som 6’er er det ikke sjældent at modstanderne ofrer en personlig oppasser, i et forsøg på at tage Walsh ud af spillet. Hun kan modtage bolden i små rum og kan strø om sig med lange og præcise afleveringer.
Som spilletype passer hendes kontinentale stil bedre til Spanien end England. Hun er god til at tilbyde sig for sine medspillere og læser spillet eminent.
Hvem kan få sit gennembrud
Selvom hun efterhånden er blevet 25 år, kan denne slutrunde meget vel blive Jessica Carters internationale gennembrud. Chelsea-backen var backup under sidste sommers EM, men spås at få en startende rolle som venstreback ved denne slutrunde. En klassisk back af den gamle skole.
God en-mod-en og i defensive aktioner, mens det offensive måske halter lidt. Hun kan spille flere pladser og er i sine hidtidige 17 landskampe også blevet brugt som stopper.
Forventninger til VM
England hører til blandt de største favoritter til at hjemtage VM-trofæet. Som regerende Europamestre er de naturligvis en magtfaktor, men måske skaderne og dårlig form inden slutrunden kan komme på tværs af engelsk succes. De skal selvfølgelig videre fra puljen, formentlig som nr. 1 og derefter kan alt ske.