Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Engelsk landstræner dedikerer prestigefuld pris til spanske fodboldkvinder

Ritzau/AFP
Sarina Wiegman blev kåret som årets træner.
Sarina Wiegman blev kåret som årets træner.Profimedia
Træneren for det engelsk kvindelandshold i fodbold, Sarina Wiegman, vandt torsdag Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) pris som årets træner og valgte at dedikere den til de spanske fodboldkvinder.

Spaniens kvindelandshold er i øjeblikket midt i en konflikt med det spanske fodboldforbund (RFEF), efter at chefen for forbundet, Luis Rubiales, kyssede en af holdets spillere på munden efter sejren over England i VM-finalen i august.

"Vi kender alle til problemerne omkring det spanske hold, og det sårer mig virkelig som træner, som mor til to døtre, som hustru," siger Wiegman, efter at have modtaget prisen ved en ceremoni i Monaco.

"Det er stadig lang vej i kvindefodbold og i samfundet, og jeg vil gerne dedikere denne pris til det spanske hold, der spillede så godt fodbold ved VM. Dette hold fortjener at blive fejret og at blive lyttet til."

Spaniens sejr over England i VM-finalen i Australien er blevet overskygget af, at Rubiales kyssede midtbanespiller Jenni Hermoso på læberne efter kampen.

FIFA har midlertidigt suspenderet Rubiales i 90 dage, mens spanske anklagere har iværksat en efterforskning af hans adfærd, og det spanske fodboldforbund har bedt ham træde tilbage.

Den spanske spiller Aitana Bonmatí vandt senere på aftenen prisen som årets kvindelige spiller og takkede hollandske Wiegman for ordene.

"Det er ikke særlig gode tider lige nu for spansk fodbold. Vi har lige vundet VM, men det bliver der ikke rigtig talt om, fordi der er sket ting, som jeg ville ønske ikke skete."

"Som samfund må vi ikke tillade sådant magtmisbrug i arbejdsforhold eller sådan en mangel på respekt," siger hun.