England åbner Danmarks VM-gruppe med uventet smal sejr over Haiti
Det blev dog ikke så overbevisende som forventet på forhånd, da der blev taget hul på gruppe D, der også tæller Danmark og Kina.
Europamesteren England, der regnes blandt favoritterne til VM-titlen, vandt lørdag eftermiddag dansk tid med beskedne 1-0 over Haiti i Brisbane.
Der var chancer til en større sejr, men haitianerne kæmpede heroisk for at begrænse skaderne.
Med ti minutter tilbage var Haiti tæt på at udligne og bejle til et højst overraskende point, men indskiftede Roseline Eloissaints friløber blev afværget af Mary Earps' flotte fodparade.
Derfor forblev Georgia Stanways straffesparksscoring i første halvleg opgørets eneste fuldtræffer.
Stanway fik to forsøg fra pletten. Hendes første forsøg blev reddet af Kerly Theus, men Haiti-keeperen gik for tidligt, og så blev der dømt omspark. Anden gang var Stanway sikker.
Når landstræner Lars Søndergaard i de kommende dage sætter sig ned for at se kampen og analysere Danmarks kommende VM-modstandere, vil han formentlig notere sig, at Haiti ligner et stærkere hold end forventet, og at 19-årige Melchie Dumonay kan være en ordentlig mundfuld.
Tidligere lørdag var en anden af turneringsfavoritterne i aktion for første gang. Uden at anstrenge sig vandt USA 3-0 over Vietnam og kunne sagtens have vundet større.