Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Landsholdsprofil retter kritik mod amerikansk liga: Ikke fedt, man ikke kan rykke ned

Henrik Bauch
Isabella Obaze i kamp for Danmark
Isabella Obaze i kamp for DanmarkProfimedia
Isabella Obaze har gjort lynindtog på det danske landshold. Forsvarsspilleren har trods sin unge alder tilspillet sig en stamplads på både klub- og landshold. I et interview med Flashscore.dk fortæller hun om hendes syn på den amerikanske liga og titlen som rollemodel for børn og unge. Her finder hun det især inspirerende at kunne give unge piger med anden etnisk baggrund end dansk modet til at kunne lykkes med at komme til tops inden for elitesport.

Det danske kvindelandshold i fodbold fik ny landstræner efter sommerens VM-turnering i Australien og New Zealand.

Svenske André Jeglertz overtog rorpinden, og under den kyndige svensker har Danmark haft den ene stopperposition besat af Isabella Obaze næsten hver gang.

Den 21-årige forsvarsspiller er startet inde i de sidste syv landskampe, og Obaze selv indrømmer da også, at det kan være lidt svært at følge med.

”Det er selvfølgelig en kæmpe ære, og det er jo en kæmpe opgave, men jeg har haft gode spillere omkring mig, der har hjulpet mig ind i det,” lyder det fra Isabella Obaze i et interview med Flashscore.dk.

Det lå måske ikke umiddelbart i kortene, at Obaze så hurtigt skulle stige i landsholdshierakiet. To afbrudte fodboldkarrierer til Luna Gevitz og Rikke Sevecke i de bagerste geledder, betød at Isabella Obaze blev sendt i spil.

”Det har klart været det bedste for mig, bare at blive smidt for løverne. Som defensiv spiller får man jo ikke bare et kvarter her og der. Det har givet mig et godt flow,” fortæller forsvarsspilleren, der med sine blot 21 år er en af de yngste på landsholdet. Det ser hun dog ikke som en hindring.

”Som ung spiller har jeg en vis ro i netop det. Jeg kan sige til mig selv, at i dag kan jeg gå ud og imponere, fordi folk måske ikke forventer så meget af mig, grundet min alder. Det bruger jeg som motivation ved at sige, at jeg er yngre end mine holdkammerater, så jeg burde ikke være på samme niveau som dem, men det er jeg,” lyder vurderingen fra Obaze, der også bruger alderen aktivt i eventuel modgang på banen.

”Det er også rart at kunne sige til sig selv. 'Hey, jeg lavede en fejl, men jeg er jo også bare ung.' Så kommer jeg ret hurtigt videre med det.”

Karrieren startede i Kolding Q, men i 2021 gik turen til HB Køge, med hvem hun vandt to danske mesterskaber. I 2023 skiftede Obaze til den svenske storklub FC Rosengård, inden Portland Thorns hentede hende i januar 2024. Derfor har der været en del flytninger allerede i karrieren for Obaze.

”Jeg flyttede til Malmö, da jeg spillede i Rosengård, så jeg flyttede tidligt til udlandet. Det virkede bare nemmere, synes jeg, i stedet for at blive boende i Danmark, som jeg ved, der var andre, der gjorde. USA er jo bare noget helt andet. Der kræver det jo, at venner og familie tager ferie for at komme på besøg.”

Selvom Sverige også er en form for udland, når man som Obaze er fra Kolding, tog det alligevel hårdt på den unge dansker at rejse til det vestlige USA, 12 timer i fly fra Billund Lufthavn.

"Der vil jeg da gerne indrømme, at det var hårdt i starten. Når det hele er nyt, og alt er så langt væk. Nu er det bare blevet hverdag, heldigvis”.

Portland ligger i staten Oregon, og har i omegnen af 650.000 indbyggere. Selvom det er omkring en tidobling af indbyggertallet i hjembyen Kolding, er Obaze faldet rigtigt godt til i byen.

”Byen er helt perfekt for mig. Den er ikke for overvældende, og med en masse regn og natur minder det meget om Danmark. Holdet har været supernemt at komme ind på, selvom det gik dårligt i starten for holdet”.

I de første fire kampe i sæsonen, der startede i marts, blev det til tre nederlag og en uafgjort. Det kostede cheftræner Mike Norris jobbet, og afløseren Rob Gale fik en drømmestart i klubben.

”Vi fik fyret vores træner, og så begyndte det at gå godt. Jeg begyndte også at få mere spilletid, så det var også godt for humøret,” siger Obaze, der efter trænerfyringen vandt seks kampe i træk.

NWSL i dens nuværende form blev etableret i 2013, og Portland er et af de hold, der har været fra starten. Ud af ligaens 14 nuværende hold er det kun Chicago Red Stars, Washington Spirits og Portland Thorns, der har været med fra start, uden også være blevet flyttet til en anden lokation, som det ellers ofte ses i amerikansk sport.

Den status kan Isabella Obaze godt genkende fra sin hverdag.

”Alle ved, at vi er et tophold. Derfor får vi en vis respekt fra modstanderne, men det giver omvendt også en vis form for pres, netop når det ikke går så godt. Så begynder fok at tale om det,” fortæller hun.

De seneste kampe for Portland
De seneste kampe for PortlandFlashscore

Som i al amerikansk sport er der et slutspil, der i sidste ende afgør, hvor mesterskabet havner, og generelt er turneringsformen noget anderledes end den europæiske ditto. Det kan man som dansker godt slå sig lidt på, mener Obaze.

Det handler om at slutte i top-6, og så kan man ikke rykke ned. Jeg synes ikke det er fedt, at man ikke kan rykke ned, for jeg synes det gør, at for mange hold ikke giver sig fuldt ud. Der er ikke så mange følelser på spil, og man kan bare stå og grine, hvis man lige har tabt. Det forstår jeg ikke. Hvis jeg har tabt, så gider jeg ikke tale med nogen.”

Rollen som landsholdsspiller og stamspiller hos Portland Thorns har gjort, at der har været stor interesse om Obazes person. Dog er det stadig muligt at være rimeligt anonym i det vestlige USA.

”Hverdagen i Portland er meget normal. Det er ikke sådan at jeg bliver spottet på gaden, men på kampdage og tæt på stadion, kan man selvfølgelig godt risikere det".

Ikke desto mindre omfavner danskeren det at være en rollemodel for unge drenge og piger, der ser op til hende.

”Jeg synes bare, det er megafedt. Det har jeg altid gerne villet være. Jeg har jo selv haft idoler som lille, så at kunne få lov til at udfylde den rolle, gør bare at jeg føler mig vildt privilegeret."

Obaze fremhæver især glæden ved at opleve, at andre "mørke piger", som hun selv siger, fortæller hende, at det er fedt at se en anden mørk pige på landsholdet.

"Det tænker jeg meget over, og det gør mig enormt stolt at kunne være en rollemodel for dem,” lyder det fra Isabella Obaze, der har nigerianske rødder.

Stillingen i Danmarks kvalifikationsgruppe
Stillingen i Danmarks kvalifikationsgruppeFlashscore

Danmark spiller deres næste kamp fredag aften mod verdensmestrene fra Spanien, som sammen med Belgien og Tjekkiet udgør den danske EM-kvalifikationsgruppe. Begge hold er ubesejrede efter to kampe.