Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Landstræner: VM-gruppe er lige så jævnbyrdig som forventet

Ritzau
Lars Søndergaard er ikke overrasket over, hvor tæt Danmarks VM-pulje er.
Lars Søndergaard er ikke overrasket over, hvor tæt Danmarks VM-pulje er.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lige inden det danske hold efter nervøst spil lørdag i sidste øjeblik fik hevet en 1-0-sejr hjem mod Kina, sluttede en anden kamp i danskernes gruppe ved VM.

De forsvarende engelske europamestre vandt en uventet smal sejr over Haiti 1-0.

Den kamp vidner om, at niveauet i gruppe D er tæt, lyder det fra Danmarks landstræner, Lars Søndergaard.

"Vi kan se, at den her gruppe måske er lige så jævnbyrdig, som jeg havde forestillet mig. I hvert fald er Haiti et hold, der er i stand til at spille tætte kampe," siger Lars Søndergaard.

Gruppe D består af Danmark, England, Kina og Haiti. VM spilles i Australien og New Zealand. Fredag møder Danmark det engelske hold i Sydney.

Englænderne betragtes som en af slutrundens absolutte favoritter. Indtil videre er den danske lejr dog optimistisk.

"England har ikke været så overbevisende på det sidste. De har døjet lidt med at score mål. Kan vi holde dem fra at score, kan det være, at vi kan få et mål til slut," siger Lars Søndergaard.

"Hvis ikke det skulle ske, har vi heldigvis en mulighed mere her i Perth mod Haiti," siger han med henvisning til Danmarks sidste gruppekamp.

Danmark møder Haiti i Perth 1. august.

Mod Kina sikrede Amalie Vangsgaard det afgørende danske mål til 1-0 på et hovedstød og blev kampens matchvinder. Sejren kom i hus efter et opgør, hvor danskerne havde det svært. I første halvleg var der intet, der hang sammen, men efter pausen blev niveauet løftet.

Kampen blev spillet på et stadion med overtal af kinesiske fans.

Ifølge The Guardian rundede VM-billetsalget næsten 1,4 millioner solgte billetter før turneringens start. Dermed overgår slutrunden VM i Canada for otte år siden målt på tilskuere.