Lynhurtige japanere sendte uskarpe nordmænd ud af VM
Japans fodboldkvinder er klar til VM-kvartfinalen, mens Norges landshold kan rejse hjem fra slutrunden i New Zealand og Australien.Det er status, efter at Japan lørdag formiddag dansk tid vandt ottendedelsfinalen mellem de to hold med 3-1.
Japanerne styrede store dele af opgøret i Wellington, men japanerne kan også takke for et par norske gaver undervejs.
Efter et kvarters spil prøvede Ingrid Engen at blokere et ufarligt indlæg. Uheldigvis for Barcelona-spilleren endte hun med at rette bolden så meget af, at den snød hendes egen målmand.
Nordmændene kom med et hurtigt modsvar i den anden ende. Det var første gang i kampen, at Norge var i nærheden af Japans mål, da Guro Reiten med et flot hovedstød bragte måltavlen i balance.
Fem minutter efter pausen var Norge i gavehumør igen. Vilde Boe Risa endte ufrivilligt med at spille Risa Shimizu fri i det norske felt, og japaneren takkede for den foræring og scorede til 2-1 på en afrettet afslutning.
Nordmændene forsøgte at tvinge spillet længere frem på banen, men uden at være tæt på en udligning.
I stedet blev nordmændene fanget på et kontraangreb med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid. Turneringstopscorer Hinata Miyazawa løb fra forsvaret og gjorde det til 3-1 med sin femte scoring ved slutrunden.
I kvartfinalen kommer Japan på en vanskelig opgave. Enten venter Sverige eller de amerikanske VM-favoritter. Det afgøres søndag.