Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Topnation skal skærpe det danske kvindelandshold i sidste VM-test

Ritzau
Topnation skal skærpe det danske kvindelandshold i sidste VM-test
Topnation skal skærpe det danske kvindelandshold i sidste VM-testProfimedia
Om mindre end to måneder åbner Danmarks kvindelandshold i fodbold VM i Australien, og det bliver med opgør mod først Kina og dernæst England, gruppens to hårdeste modstandere.

Derfor skal holdet toppræstere fra start, og det skal et af verdens stærkeste landshold være med til at sikre.

Dansk Boldspil-Union (DBU) skriver torsdag i en pressemeddelelse, at man nu har den sidste VM-testkamp på plads. 5. juli kommer Spanien på besøg til et opgør på Gladsaxe Stadion.

"Spanien er en modstander fra øverste hylde med nogle af verdens bedste spillere. Det bliver en spændende kamp og en god, sidste test for os før VM," siger landstræner Lars Søndergaard i et skriftligt citat fra DBU.

Spanien ligger nummer syv på den aktuelle verdensrangliste, hvor Danmark er placeret som nummer 15.

Ved EM sidste år slog spanierne Danmark i den sidste gruppekamp og nåede frem til kvartfinalen, hvor et nederlag i forlænget spilletid til de senere europamestre fra England stoppede gulddrømmen.

Danmark havde et skuffende EM. Det blev kun til de tre gruppekampe, men Lars Søndergaard har en god fornemmelse frem mod VM.

"Vi har haft nogle gode samlinger og kampe i 2023, hvor vi er blevet matchet mod andre stærke VM-nationer som Frankrig, Sverige og Japan, så jeg føler, at vi står et godt sted - og det skal vi bygge videre på her i de sidste uger frem mod slutrunden," siger han.

DBU oplyser, at træningerne frem mod testkampen mod Spanien vil være åbne, så fansene kan få lov til at komme tæt på spillerne.

"Vi er meget taknemmelige for den støtte, vi får fra de danske fans. Det, vi gør på banen, kunne vi ikke gøre uden fansene," lyder det fra anfører Pernille Harder i pressemeddelelsen.

"Vi ved, at det bliver vanskeligt at støtte os på lægterne i Australien, og derfor vil vi hylde fansene den 5. juli."

Kampen mod Spanien fløjtes i gang klokken 18.