Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

For første gang i fem år: Sønderjyske klasker Herning og stryger i DM-finale i ishockey

Ritzau
For første gang i fem år: Sønderjyske klasker Herning og stryger i DM -finale i ishockey
For første gang i fem år: Sønderjyske klasker Herning og stryger i DM -finale i ishockeyDanmarks Ishockey Union
Sønderjyske er klar til DM-finalen i ishockey og skal spille om klubbens tiende mesterskabstitel.

På hjemmebane i Vojens vandt sønderjyderne 4-2 over Herning Blue Fox og afgjorde dermed semifinaleserien med fire sejre mod to.

Det var ellers Herning, der med kniven for struben kom foran kort inde i anden periode ved kaptajn Morten Poulsen.

Festen varede dog ikke længe, for blot seks minutter senere havde Sønderjyske scoret tre gange og vendt kampen helt på hovedet.

Efter Anton Karlssons udligning scorede William Pelletier i powerplay, og Matt Spencer øgede til 3-1 til stor jubel for det sæsonrekordstore publikum på 4725.

Det lignede en afgørelse, da Gustav Nielsen i starten af tredje periode let kunne skubbe pucken i nettet til 4-1 efter Villiam Haags tværpasning.

Med syv minutter igen tog Herning-træner Pelle Hånberg timeout i et sidste, desperat forsøg på at forlænge sæsonen.

Kort efter erstattede han målmand Thomas Lillie med en ekstra markspiller, men da Cam Brown reducerede til 2-4, var der kun 50 sekunder tilbage, og da var det for sent.

For Sønderjyskes træner, Anders Førster, der i efteråret tog over efter Mario Simioni, er finaleindtoget endnu en fjer i hatten. Specielt efter nytår har hans mandskab været forrygende spillende.

Semifinalenederlaget må til gengæld være en stor skuffelse for Herning. Den økonomisk velpolstrede klub blev nummer to i grundspillet og har i hele sæsonen fremstået som et af ligaens bedste hold.

Det er 12 år siden, midtjyderne senest vandt guld. Nu må de altså vente minimum et år mere på den 17. DM-titel.