For første gang nogensinde: Danmark buldrer ind i top-3 på cykelsportens hitliste
På denne uges opdaterede nationsrangliste fra Den Internationale Cykelunion (UCI) er Danmark således strøget helt op på tredjepladsen.
Det er første gang, siden UCI indførte det nuværende ranglistesystem, at Danmark er rangeret så højt. Til sammenligning var Danmark i 2017 nummer 13 på samme tidspunkt af sæsonen. Året før blot nummer 15.
Kun stormagterne Belgien og Frankrig har scoret flere ranglistepoint i de seneste 12 måneder.
Siden sidst har Danmark overhalet Spanien, der har haft en sløj indledning på sæsonen med ni sejre og blot en enkelt på World Tour-niveau.
Ranglisten udregnes ved at sammenlægge hver nations otte bedste rytteres pointhøst det seneste år.
For Danmark er det især Jonas Vingegaard, Mads Pedersen og Mattias Skjelmose, der trækker læsset. Alle tre befinder sig lige nu i top-14 på den individuelle verdensrangliste.
Efter dem følger Andreas Kron, Alexander Kamp, Magnus Cort, Søren Kragh Andersen og Jakob Fuglsang, der alle har scoret point nok til at bidrage til nationsranglisten.
Landenes rangliste benyttes primært til at afgøre, hvor mange ryttere hver nation kan udtage til internationale mesterskaber.
Ved VM kan de ti bedste lande på nationsranglisten udtage "fuldt hold", hvilket vil sige otte ryttere.
Individuelt har Sloveniens Tadej Pogacar en suveræn føring foran belgierne Wout van Aert og Remco Evenepoel. Jonas Vingegaard er nummer fire og Mads Pedersen nummer syv.
Hos kvinderne er Danmark uændret på ottendepladsen. Her fører Holland klart foran Italien.