Formand træder tilbage efter trænerfyring: Århusiansk håndboldklub fortsat i kaos
Selvom klubben tidligere har kæmpet med økonomiske problemer, så har de seneste uger været de suverænt mest tumultariske i Aarhus Uniteds eksistens. I midten af maj blev klubbens daværende cheftræner, Heine Eriksen, suspenderet af dele af bestyrelsen efter en henvendelse fra flere spillere om trænerens ledelsesstil.
Siden er Heine Eriksen blevet fyret, mens formand i bestyrelsen, Jan Snogdal, åbent erklærede krig med næstformand Mads H. Winther, der samtidig er direktør og sportslig ansvarlig i den århusianske klub. De to var nemlig rygende uenige om, hvordan den føromtalte henvendelse fra spillerne skulle håndteres.
Nu er der så nyt fra det århusianske, for torsdag 1. juni fratrådte Jan Snogdal sin post som bestyrelsesformand i Aarhus United, der i 2017 blev stiftet i kølvandet på lukningen af storklubben SK Aarhus, efter hovedaktionær Claus Hommelhoff havde trukket sig fra projektet. Det fremgår fredag i en registrering i klubbens CVR-register.
I flere år har den lyseblå østjyske klub ellers præsteret ganske flot med begrænsede midler. Således gik Heine Eriksen i sine seks sæsoner som cheftræner i Aarhus United kun glip af slutspillet to gange, ligesom man i klubbens første sæson vandt bronzemedaljer i pokalturneringen.
Ovenpå sin afskedigelse har Heine Eriksen til TV2 Sport fortalt, at han ikke genkender det billede, bestyrelsesformand Jan Snogdal i en pressemeddelelse tegnede af nordjydens ledelsesstil.