Formel 1-arrangører kræver plan efter baneinvasion
"Motorsport er en farlig sport, og det kunne være endt forfærdeligt," siger løbskoordinator for Australiens Grand Prix Andrew Westacott ifølge nyhedsbureauet AFP.
Efterfølgende har Den Internationale Motorsportsunion (FIA) krævet svar på, hvordan det kunne ske, da baneinvasionen er en stor trussel mod sikkerheden.
Sent søndag aften ønskede FIA udarbejdet en plan for, hvordan man undgå at det kan ske igen.
Westacott har indtil videre været svar skyldig, men han erkender, at det var uacceptabelt.
"Vi havde til hensigt at lade fansene komme ind på banen, efter at alle var kørt i mål, og efter at sikkerhedsbilen havde passeret. Men nogle tilskuere kom ind med det samme, og vi ved ikke, hvordan det skete. Vi har kameraer overalt og skal gennemse optagelserne, men det vil tage et par uger, siger Westacott.
En fan på tribunen kom faktisk til skade under løbet, da Kevin Magnussen ramte en væg, så et dæk og andre dele fra bilen røg op i luften og havnede på en tribune.
"Det ramte mig på armen, og jeg stod bare og blødte," siger den pågældende fan Will Sweet ifølge Reuters.
"Min arm dækkede for min hals, men hvis det havde ramt min forlovede," ville hun have fået det lige i hovedet.
Også sikkerheden i forbindelse med den hændelse skal nu undersøges.
Verdensmesteren Max Verstappen vandt søndagens løb i Melbourne, hvor Kevin Magnussen udgik kort før afslutningen.