Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Formstærk finsk FCN-kantspiller er ude på ubestemt tid

Ritzau
Oliver Antman i kamp mod Partizan Beograd
Oliver Antman i kamp mod Partizan BeogradPedja Milosavljevic/Ritzau Scanpix
Oliver Antman har spillet en fremtrædende rolle i FC Nordsjællands fornemme sæsonstart, men i den kommende periode må klubben klare sig uden finnen.

Kantspilleren kom til skade i landskampen mod Danmark i søndags, og derfor er han ukampdygtig "i en længere periode", skriver FCN på sin hjemmeside.

"Oliver har fået en rigtig god start på sæsonen - ikke kun i FC Nordsjælland, men også med sit gennembrud på det finske A-landshold - så det er super ærgerligt, at han nu har udsigt til en længere pause", siger sportschef Jan Laursen.

Oliver Antman indledte sæsonen med hovedsageligt at være indskifter for FCN, men i de seneste fire superligakampe har han taget plads i startopstillingen.

Det er blevet til en enkelt scoring hos nordsjællænderne, som på andenpladsen er to point efter FC København i Superligaen.

FCN oplyser ikke præcist, hvad Oliver Antman fejler, men fortæller, at man i den kommende tid vil "kaste yderligere lys over både skaden og omfanget".

Den 22-årige kantspiller kom til FCN allerede som teenager og har været på kontrakt i klubben lige siden.

Han har haft en enkelt afstikker til hollandske FC Groningen, som i foråret havde ham tilknyttet på en lejeaftale.

I den periode spillede han 11 kampe i Æresdivisionen.