Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fornem dansk podieplads i spansk gyser: Udbrudstrio holdt jagende felt stangen

Andreas Würtz Adamsen
Selvom Jonas Gregaard aldrig har vundet som professionel, har han sejret før, blandt andet da han blev dansk mester som både junior- og U23-rytter.
Selvom Jonas Gregaard aldrig har vundet som professionel, har han sejret før, blandt andet da han blev dansk mester som både junior- og U23-rytter.Profimedia
Kun to ryttere krydsede målstregen før danske Jonas Gregaard i fredagens etape af Volta a la Comunitat Valenciana. Italienske Simone Velasco tog således sejren foran Bob Jungels

Det blev til en flot dansk podieplads, da der fredag blev kørt tredje etape af Volta a la Comunitat Valenciana. I fornemt selskab kunne Jonas Gregaard nemlig indtage podiets nederste trin, da en udbrudstrio holdt hele vejen til målstregen, som italienske Simone Velasco fra Astana Qazaqstan Team krydsede først.

Den 26-årige dansker vil formentlig ærgre sig i nogle timer, for da den afgørende spurt skulle igangsættes, var der momentant ged i maskineriet, hvorfor det ikke for alvor lykkedes Uno-X-rytteren at udfordre sine to udbrudskollegaer.

Menuen lød på 145 kilometers kuperet cykelløb, hvor både en kategori to og kategori et-stigning ventede, sidstnævnte med cirka 30 kilometer til mål. Til at starte med bestod udbruddet af i alt fem mand, hvor Gregaard og dagens vinder, Velasco, fik følgeskab af belgiske Sander De Pestel, amerikanske Lawson Craddock, og udbruddets største navn, luxembourgske Bob Jungels, der tidligere i karrieren har vundet 'La Doyenne,' monumentet Liège-Bastogne-Liège.

Undervejs blev både De Pestel og Craddock dog læsset af, så da udbruddet nærmede sig de afgørende kilometer på etapen, var det Gregaard, Velasco og Jungels, der sammen skulle forsøge at holde et jagende, men også decimeret, felt bag sig.

Det så ud til at skulle blive snævert, men da feltet passerede flamme rouge, og én kilometer resterede, gik jagten en anelse i stå, bred front, og så kunne en velfungerende trio lægge an til en trevejsspurt, som Gregaard dog tilsyneladende forsøgte at komme i forkøbet med et snigende angreb.

Jungels var dog vågen og fangede danskerens hjul, og så kunne Velasco ellers træde an fra tredje position og overspurte sine angrebsvenner, der virkelig havde et flot samarbejde helt frem til etapens afslutning.

I feltet må Movistar Team ærgre sig gule og grønne, for det spanske mandskab tog både første- og andenpladsen i feltets spurt, som blev vundet af Alex Aranburu foran bundrutinerede, 37-årige José Joaquín Rojas.

Aranburu og Rojas landsmand, Bahrain-Victorious alsidige Pello Bilbao, indtager andenpladsen i den samlede stilling, som føres an af Trek-Segafredos dygtige italiener, Giulio Ciccone, der sejrede på anden etape med en veltimet spurt lige foran netop Bilbao.

Netop Ciccone og Bilbao får mulighed for igen at dyste på fjerde etape, hvor en endnu mere kuperet og hård etape venter. Her skal rytterne forcere over 3.500 meters klatring fordelt på 181 kilometer, der afsluttes med en stigning i anden kategori, når rytterne kører til målstregen på Alto de Cova Santa.

Her kan de se frem til 8,1 kilometer med 4,8 procent stigning i snit, men efter fem ret så tilforladelige kilometer, bliver målstigningen mere stejl, og de efterfølgende tre kilometer byder på gennemsnitlige stigningsprocenter på henholdsvis 7,3, 7,1 og 6,8.  

I alt fem etaper skal køres i årets Volta a la Comunitat Valenciana, der i 2022 blev vundet af russiske Aleksandr Vlasov, der også er til start i år. Løbet har aldrig haft en dansk vinder, men i 1998 kom Bo Hamburger tæt på, da kun franske Pascal Chanteur slog danskeren.