Fra Mors og Thy til VM på ingen tid: Mads Hoxers kometkarriere nåede nyt højdepunkt
Søndag aften ramte den 22-årige komet et nyt højdepunkt, da han fik VM-debut i 36-21-sejren over Bahrain foran tusinder af danskere i Malmö Arena.
"Når man er så ung som jeg, føles det helt sindssygt at spille foran så mange danske tilskuere."
"Som håndboldspiller drømmer man om at få lov til at repræsentere sit land, og når man gør det til en VM-slutrunde, bliver det ikke meget større," siger Mads Hoxer.
Han kronede sin VM-debut med tre scoringer på lige så mange forsøg. Og det var ikke svært at holde dampen oppe, selv om kampen for længst var afgjort, da højrebacken gjorde sin entre.
"Det vrimler jo ikke med landskampe på mit cv. Min tankegang var bare, at jeg skulle gøre mit bedste, uanset om vi førte kæmpestort," siger Hoxer, der virkede ganske upåvirket trods den mægtige kulisse.
"Jeg bliver ikke nervøs for at skulle spille håndbold. Jeg træner jo syv gange om ugen og ved, hvad jeg skal gøre. Jeg glæder mig altid til at spille, og jeg synes, det gik relativt nemt med at falde ind i spillet," siger VM-debutanten.
Landstræner Nikolaj Jacobsen var også tilfreds med det, han så.
"Mads kom ind og fik lagt et godt tryk. Han lavede det brud på ydersiden, som han er god til, og vi fik også set et løbeskud med saft og kraft."
Mads Hoxers næste chance for VM-erfaring kommer på tirsdag, når Danmark møder Tunesien i sidste indledende kamp.