Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fra stort nederlag til flot sejr mod de bedste: Suns fandt opskriften uden Booker

Andreas Würtz Adamsen
Chris Pauls velmagtsdage ligger bag ham, men den 37-årige point guard kunne stadig en ting eller to, da Phoenix Suns slog Boston Celtics.
Chris Pauls velmagtsdage ligger bag ham, men den 37-årige point guard kunne stadig en ting eller to, da Phoenix Suns slog Boston Celtics.Maddie Meyer/Getty Images North America/Getty Images via AFP
To dage efter at have fået en syngende lussing af et nederlag fik Phoenix Suns taget en flot skalp, da de natten til lørdag besejrede NBA's bedste mandskab, Boston Celtics, på udebane. Suns har ellers været uden holdets ubetinget største stjerne, Devin Booker, siden juledagene.

Det kan være svært at forudsige kampe i verdens bedste basketliga, NBA. Tag nu bare opgøret natten til lørdag mellem Boston Celtics og Phoenix Suns som et aldeles glimrende eksempel.

Hjemmeholdet, Boston Celtics, gik ind til kampen som ligaens bedste hold med 37 sejre i 52 kampe og var netop kommet ovenpå igen med først en overtidssejr mod LeBron James og Los Angeles Lakers, hvorefter Celtics fuldkommen maltrakterede Brooklyn Nets i en regulær afklapsning efter en ellers overraskende stime på tre nederlag i streg.

Gæsterne fra Phoenix Suns, derimod, gik ind til kampen med et dugfriskt nederlag på hele 32 point i bagagen, da de natten til torsdag blev kørt midt over af Atlanta Hawks. Læg dertil at Suns kom til Boston uden superstjernen Devin Booker, der fortsat er skadet, og at Suns har haft det svært på udebane i denne sæson, hvor det før opgøret mod Celtics kun var blevet til otte udebanesejre i 25 forsøg.

Og alligevel var det altså det besøgende mandskab, der kunne række armene i vejret efter fire perioders basketball og fejre en sejr, der endda endte med at være på 12 point, slutresultat 106-94 til Phoenix Suns.

Kommer snart tilbage

Det så ellers overordentligt skidt ud for Phoenix Suns, der i seneste sæson havde ligaens allerbedste sejrsrate, da det blev til sejr i 64 ud af de 82 kampe, der blev spillet, da Devin Booker på anden juledag måtte forlade banen efter blot fire minutter. Lige siden har superstjernen været skadet, og Suns lagde fra land med at tabe ni af deres første 11 uden Booker.

Men siden har Arizona-mandskabet, der også blandt andet byder på bunderfarne Chris Paul, fået skuden på ret køl, og i deres seneste ni opgør er det altså blevet til sejr i syv af dem med sejren over Boston Celtics.

"Det betyder meget for alles selvtillid at vinde uden Book (Devin Booker, red.), for han kommer meget snart tilbage. Vi ville gerne have vundet nogle flere kampe, men det er vigtigt for os igen at vinde en masse, nu hvor han er lige på nippet til at komme tilbage," forklarer center Jock Landale til ligaens hjemmeside.

Præcis hvornår Booker er tilbage, vil head coach Monty Williams ikke rigtigt tale for meget om, men også han tror, at det er ganske snart.

Skidt start for stjerne

I nattens sejr over Boston Celtics var det i Bookers fravær særligt Mikal Bridges, der excellerede med 25 point, mens Chris Paul spædede til med en flot indsats, der kastede 15 point, seks rebounds og otte assists af sig.

Til gengæld startede det helt skævt for Boston Celtics' helt store stjerne, Jayson Tatum, der forleden blev valgt som All-Star. Den dygtige forward endte med at score 20 point, men Tatum brændte sine første seks skud i kampen, og sluttede med kun at ramme tre ud af sine i alt 15 skudforsøg.

Det er helt uhyggeligt tæt i Western Conference i denne sæson.
Det er helt uhyggeligt tæt i Western Conference i denne sæson.Flashscore

Det var i det hele taget ikke nogen skarp aften for Boston Celtics, der blot ramte 10 af 38 trepointsforsøg. Føromtalte Tatum, makker Jaylen Brown og rutinerede Al Horford havde alle en gennemført elendig kamp fra trepointsland, hvor de tre tilsammen sænkede fem treere på hele 28 forsøg. Trods nederlaget er Boston Celtics stadig først i Eastern Conference, og i NBA i det hele taget, med sine 37 sejre i 53 kampe.

Phoenix Suns må omvendt stadig tage sig i agt for en lang række forfølgere, for i Western Conference er der tæt og hård kamp om slutspilspladserne. Suns indtager i øjeblikket den sjetteplads, der er yderste direkte slutspilsmandat, men bliver de overhalet af én af de mange forfølgere, der blandt andet inkluderer Golden State Warriors og Los Angeles Lakers, vil de skulle ud i den såkaldte play-in turnering for at sikre en billet til slutspillet.