Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Frankrig vil beholde succesfuld landstræner efter endnu en VM-succes

Ritzau
Frankrig vil beholde succesfuld landstræner efter endnu en VM-succes.
Frankrig vil beholde succesfuld landstræner efter endnu en VM-succes.Abaca/Ritzau Scanpix
Den franske landstræner Didier Deschamps har kontraktudløb til nytår, men står det til hans arbejdsgiver, fortsætter succestræneren i jobbet i de kommende år.

Ifølge præsidenten for Frankrigs Fodboldforbund (FFF), Noel Le Graët, er der en ny kontrakt klar til underskrivelse. Hvis Deschamps altså vil.

"Beslutningen er hans, jeg håber, han siger ja", siger Le Graët i et interview med sportsmediet L'Equipes tv-kanal.

"Det er ikke let at finde en træner med hans kvalitet. Vi er heldige, at vi har en god træner og en god stab", lyder det fra fodboldpræsidenten.

Deschamps har været fransk landstræner siden 2012 og førte landet til VM-titlen i Rusland i 2018.

I den senere tid har hans position været omstridt. Ikke mindst fordi Frankrig røg tidligt ud af EM for halvandet år siden, ligesom præstationen i denne sæsons Nations League ikke imponerede.

Ved VM har det franske hold dog igen lignet sig selv. Onsdag står Frankrig over for Marokko i semifinalen og er favorit til at nå slutkampen for andet VM i træk.

Før VM blev der spekuleret i, om Zinedine Zidane skulle overtage landstrænerjobbet efter VM. Den tidligere verdensstjerne har været uden job, siden han stoppede i Real Madrid i sommeren 2021.