Fremtiden for elite-roning i Danmark er på spil: Sportschef ser gode chancer
Danmark har traditionelt klaret sig godt i roning og hentet medaljer til hvert eneste OL siden 1996.
Sportschef i Dansk Forening for Rosport, Thor Juul Kristensen, har en tro på, at roerne kan fortsætte medaljehøsten i Paris, selv om mange andre vil hævde, at det ser svært ud.
"Jeg synes faktisk, at der er muligheder. Vi går ikke duknakket ind til det her OL, selv om vi ikke har taget en eneste VM-medalje i hele olympiaden. Der er intet i spåkuglen, der tyder på, at det bliver til danske medaljer i roning."
"Men vi har haft et helt år nu med fokuseret arbejde, og vores roere har tidligere vist et højt niveau, så jeg ser chancer for medaljer i tre bådtyper, hvis alt klapper," siger Thor Juul Kristensen.
For kun to måneder siden var det blot lykkedes én dansk roer at kvalificere sig til OL, nemlig færingen Sverri Nielsen.
På det tidspunkt så det hele en smule sort ud for det lille forbund, der nærmest vender hver en mønt for at have en elitesatsning.
Men ved det allersidste kvalifikationsstævne i maj fik Sverri Nielsen selskab af hele 15 kvinder fordelt på tre bådklasser: Toeren og fireren - begge uden styrmand - samt otteren.
Pludselig voksede det olympiske hold i roning til et af de største i mange år.
Den pludselige opblomstring er kommet, efter at forbundet i en periode har opprioriteret bredden. Det har skabt et forholdsvis stort landshold, og skal roerne tage de næste skridt op internationalt, kræver det flere penge.
"Jeg har en følelse af, at vi befinder os på et afgørende tidspunkt lige nu. Hvis dansk roning skal forblive med at have udvalgte bådklasser i verdenseliten, så skal vi med. Der er et tog, der kører nu. I mange lande er sporten blevet opprioriteret, og vi har i en lang periode haft en stagnation og nedgang i vores midler, som vi kan prioritere på vores elite," siger Thor Juul Kristensen.
Skulle roerne for første gang misse en OL-medalje i Paris, så kan det måske få negative konsekvenser for den fremtidige Team Danmark-støtte.
Sportschefen ved ikke, om medaljehøsten i Paris vil få indflydelse på den støtteaftale, forbundet kan få.
"Man kan godt sige, at det er et pres. Det vil være en sørgelig fremtid, hvis man vælger at skære roning fra, hvis det skulle ske. Vi ved, at vi er gode til roning i Danmark, og vi har en god organisation, der kan formå at føre roere frem," siger sportschefen.
Sverri Nielsen indleder lørdag sin søgen efter oprejsning fra det seneste OL i Tokyo, hvor han blev nummer fire. De indledende heat i singlesculler begynder klokken 10.
Søndag skal toeren uden styrmand på vandet. Her består besætningen af Fie Udby Erichsen, der vandt OL-sølv i London for 12 år siden, og Lærke Berg Rasmussen, der hentede bronze i Rio i 2016.
Fireren uden styrmand skal også i aktion søndag, mens otteren må vente til på mandag.