Frygtløs Tranborg melder sig fit til OL-forsvarsopgave: Jeg er helt afklaret
Højrebacken Mette Tranborg var iblandt, på trods af at hun ikke har spillet en kamp i ti måneder på grund af en korsbåndsskade. Men højrebacken melder sig helt og aldeles klar til OL.
"Jeg er virkelig et godt sted. Jeg er glad, min krop har det godt, og jeg glæder mig helt vildt meget til at spille noget håndbold", lyder det fra Tranborg, som netop nu er samlet med resten af landsholdet i Vejle.
Den høje Team Esbjerg-back er blandt de mest uheldige spillere i dansk håndbold de senere år. I 2019 pådrog hun sig også en korsbåndsskade, som holdt hende ude i halvandet år.
Tilbage i august gik det så igen galt for Tranborg, og for mange kunne sådan et par voldsomme skader formentlig godt sætte sig som en frygt for gentagelser i baghovedet.
Men det er ikke tilfældet for Mette Tranborg, fortæller hun.
"Det er jeg helt ude over, og det har jeg faktisk været et ret langt stykke tid. Jeg har ikke på et noget tidspunkt været bange for at bruge mit knæ i det her. Det har føltes stabilt, nærmest fra da jeg begyndte at bevæge mig igen", lyder det fra backen.
"Jeg er meget, meget tryg, og jeg er ikke bange, når jeg går ind på banen. Jeg føler, jeg bruger mit knæ, som jeg bruger det andet knæ".
Stabiliteten i knæet bliver også vigtig, når hun til OL skal stå stærkt i det danske forsvar og holde modstanderne fra fadet.
Jesper Jensen understregede ved udtagelsen, at højrebacken, som normalt spiller i begge ender af banen, er udtaget som forsvarsspiller. Skarpheden offensivt kan måske mangle lidt efter den lange pause.
Hvis hun får minutter i angrebet, bliver det givetvis som højre fløj, hvis Trine Østergaard skal aflastes en smule.
"Jeg er helt afklaret med, at de har udtaget mig som forsvarsspiller. Hvis der bliver nogle minutter i angrebet, så er det jo bare en bonus. Men hvis jeg kun bliver forsvarsspiller, har jeg det helt fint med", siger hun.
Danmark spiller åbningskamp ved OL 25. juli. Her venter Slovenien. Derefter skal holdet møde Norge, Sverige, Tyskland og Sydkorea.