Ghana vinder dramatisk kamp mod Sydkorea - Mohammed Kudus med to kasser
Ghana tabte snævert i første VM-kamp mod Portugal, mens Sydkorea spillede 0-0 med Uruguay. Begge hold kunne derfor godt bruge en sejr i dagens kamp, og der blev spillet angrebsfodbold for alle pengene.
Sydkorea styrede begivenhederne i starten af. De fik presset ghaneserne godt tilbage i eget felt, men skabte ikke de helt store chancer. Efter 25 minutters spil var Ghana dog effektive, da Southampton-spilleren Mohammed Salisu sparkede bolden i nettet efter et godt indlæg fra et frispark i Ghanas venstre side.
Efter scoringen skiftede momentum fuldstændigt. Sydkorea kunne slet ikke finde samme spil frem som i starten og Ghana tog initiativet.
Ti minutter efter 1-0-scoringen smed Jordan Ayew et Indlæg lige ind i panden på den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mohammed Kudus, der havde taget et godt løb ind i feltet, og gjorde det til 2-0.
20 gode minutter af Ghana resulterede i en 2-0-føring ved pausen.
Sydkorea kom tilbage og smed det væk igen
Anden halvleg startede lidt ligesom første halvleg. Sydkorea var dominerende på bolden og pressede Ghana tilbage. Efter 58 minutters spil fik koreanerne endelig udbytte af dominansen, da et indlæg fra venstre side fandt vej til pandebrasken på angriber Cho Gue-Sung, som flot styrede den i nettet.
Sydkorea fortsatte ufortrødent i jagten på en udligning og blot tre minutter senere scorede de så igen. Endnu et flot indlæg fra sydkoreanernes venstre side fandt igen vej til 24-årige Cho Gue-Sung’s hoved, som uimodståeligt sprang op og scorede endnu en gang.
Alt var derfor helt lige igen. Den stilling holdt dog ikke særlig længe.
Det flotte comeback af Sydkorea og dominansen forsvandt dog efter 68 minutter, da Mohammed Kudus igen fik scoret. Med en flot flad afslutning med vestrefoden inde i feltet gjorde han det til 3-2 og sendte igen Ghana på vinderkurs.
Den resterende del af kampen var Sydkorea mest på bolden, og de prøvede ihærdigt at komme til chancer, der kunne give en scoring.
Ghana holdt dog stand og vandt dermed kampen med 3-2.
Sydkorea er nu tvunget til at vinde over Portugal, hvis de skal gå videre fra gruppen. Ghana kan formentlig nøjes med en uafgjort i sidste spillerunde mod deres onde ånd fra VM-2010 Uruguay.