GOG afviser Kiel-bud på Emil Madsen: Timingen er forkert efter farvel til store profiler
Fynboerne ved allerede, at verdensmestrene Simon Pytlick og Lukas Jørgensen og cheftræner Nicolej Krickau skifter til Flensburg-Handewitt efter sæsonen, og derfor vil GOG ikke give afkald på endnu en stjerne.
Det siger GOG-direktør Kasper Jørgensen til TV 2 Sport og bekræfter, at Kiel har budt på Emil Madsen.
"Timingen er dårlig, for vi kan ikke finde nogen andre, og vi skal også værne om en form for kontinuitet. Derfor passer det os meget bedre, hvis det er fra 2024, at Emil skal videre. Vi skal sikre, at vi fortsat er et tophold. Timingen er bare så ringe her, og det håber jeg, at Emil har forståelse for", siger direktøren.
Han påpeger også, at GOG har haft god tid til at finde erstatninger for Pytlick og Jørgensen, inden de forsvinder. Det har klubben ikke i samme grad, hvis Emil Madsen sælges nu.
Den stærke højreback er ærgerlig over, at han ikke kan skifte til Kiel til sommer, men har forståelse for GOG-direktørens argumenter.
"Selvfølgelig vil jeg gerne til Kiel. Det er en af de største klubber i verden. Men jeg har kontrakt i GOG lige nu, og det er jeg glad for", siger Emil Madsen til TV 2 Sport.
22-årige Emil Madsen debuterede på landsholdet tidligere i år.
Med 171 scoringer deler han tredjepladsen på HTH Herreligaens topscorerliste med Lukas Jørgensen. Holdkammeraten Simon Pytlick og BSH-backen Mads Kjeldgaard har scoret flere mål.