Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

GOG-storskytter kører Kolding midt over

Ritzau
GOG-storskytter kører Kolding midtover
GOG-storskytter kører Kolding midtoverProfimedia
Lørdag blev en god dag for Emil Madsen, Aaron Mensing og Nicolai Pedersen.

Den skudstærke GOG-trio boltrede sig mod KIF Kolding, og med et hav af scoringer fra tredje sal sørgede de for, at de sydjyske værter fik sig en øretæve på 37-25.

Emil Madsen scorede 12 mål, Aaron Mensing scorede syv mål, og Nicolai Pedersen scorede seks mål.

Trioen spillede stort set hele kampen i GOG-bagkæden, fordi den vanlige spilstyrer Morten Olsen blev holdt på bænken på grund af en skade.

GOG har haft det svært i sæsonstarten, og det har kostet Ian Marko Fog cheftrænerjobbet. Men lørdag lignede de fynske danmarksmestre i høj grad sig selv.

GOG kravler op på seks point efter fem kampe. Den svage indledning på sæsonen betyder, at klubben har fire point op til Aalborg Håndbold på førstepladsen.

Nordjyderne har maksimumpoint, efter at de lørdag slog TMS Ringsted med 36-30.

At dysten i Kolding skulle blive en kamp for storskytterne, stod klart allerede efter kampens første ti minutter. Aaron Mensing og Emil Madsen scorede efter behag fra distancen og bragte med to mål hver GOG på 4-2.

Robert Timmermeister var den eneste hos Kolding, der kunne efterleve GOG-stjernernes styrke. Men det holdt ikke længe.

Niveauet hos værterne dalede og var præget af fejl og dårlige afslutninger, som GOG var flittig til at omsætte til kontrascoringer.

I det etablerede angrebsspil holdt Emil Madsen enormt niveau. Med sin lynhurtige skudafvikling udmanøvrerede han Kolding-forsvaret, som sjældent nåede at tackle, før bolden lå i nettet.

Kampbilledet ændrede sig ikke synderligt efter pausen.

Kolding fortsatte med at lave fejl og misbruge et hav af helt åbne chancer. Træner Kristian Kristensen blev mere og mere frustreret, mens hans spillere hang mere og mere med næbet.

Aaron Mensing fandt sig mere og mere til rette i forhold til første halvleg, og den store venstreback halede en smule ind på Emil Madsen, hvad angår fuldtræffere.