Formstærk Thorbjørn Olesen får invitation til golfmajor
Den allerede kvalificerede Nicolai Højgaard får nemlig selskab af landsmanden Thorbjørn Olesen i den prestigefyldte turnering på Augusta National i den amerikanske delstat Georgia.
Olesen kvalificerede sig ikke direkte, men arrangørerne meddeler, at den formstærke nordsjællænder sammen med japaneren Ryo Hisatsune og Joaquin Niemann fra Chile har takket ja til en invitation.
"Masters har en lang tradition for at invitere førende internationale spillere, som ellers ikke er kvalificeret. Dagens meddelelse viser turneringens engagement i at udvikle interessen for golf over hele verden. Vi glæder os til at byde alle spillerne velkommen til Augusta National til foråret," siger turneringschefen Fred Ridley i en pressemeddelelse.
Det bliver fjerde gang, Olesen er med The Masters. Han har klaret cuttet i alle sine tre første deltagelser. I 2013 sluttede han på sjettepladsen, hvilket er hans hidtil bedste majorresultat.
34-årige Olesen har længe været stærkt spillende og er sluttet i top-10 i fem ud af hans seneste syv turneringer.
I januar strøg han helt til tops i Ras Al Khaimah Championship i Emiraterne. Det var karrierens ottende triumf på DP World Tour, den tidligere European Tour.
The Masters spilles 11.-14. april.