Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

LIV Golf-spiller øger føring i Masters før ny regnafbrydelse

Ritzau
Brooks Koepka fører fortsat turneringen
Brooks Koepka fører fortsat turneringenProfimedia
Regn og blæst satte lørdag igen sit præg på golfmajoren US Masters på Augusta-banen i Georgia.

Lidt efter klokken 15.15 lokal tid lørdag blev spillet således afblæst for resten af dagen på grund af kraftig regn.

På det tidspunkt - lidt efter klokken 21.15 dansk tid - havde alle de 54 spillere, der klarede cuttet, taget hul på tredje runde.

Da hornet lød, førte amerikanske Brooks Koepka fortsat turneringen og havde også udbygget forspringet til de nærmeste.

Koepka, der til dagligt spiller på den omdiskuterede LIV Golf-tour, har efter seks runder på tredje runde således en samlet score på 13 slag under banens par.

Der er fire slag bedre end spanske Jon Rahm og syv slag bedre end amatørspilleren Sam Bennett, der følger på de næste pladser. Begge har også spillet seks huller på tredje runde.

Ikonet Tiger Woods, der akkurat klarede cuttet, fik en meget skidt start på tredje runde og overnatter på sidstepladsen med en samlet score på syv slag over par.

63-årige Fred Couples er også videre til finalerunderne for første gang siden 2018. Turneringsvinderen fra 1992 er tidernes ældste til at klare cuttet i US Masters.

Førende Koepka har vundet majorturneringerne US Open og PGA Championship to gange hver, mens hans bedste resultat i US Masters er en delt andenplads.

Koepka var blandt de spillere, der som planlagt nåede at fuldføre anden runde allerede fredag, men vejret forhindrede flere konkurrenter i at nå så langt.

Afslutningen på anden runde var blevet udskudt fra fredag til lørdag formiddag, efter at en kraftig og tiltagende vind fredag væltede fyrretræer nær tilskuerne. Ingen kom til skade.

Der er ingen danske deltagere i årets US Masters.