Vildt vejr afbryder momentant US Masters: Fyrretræer væltede nær tilskuere
Men ifølge golfklubben kom ingen noget til under det stormfulde vejr, der fredag fik arrangørerne til at suspendere turneringen resten af dagen.
Tidligere fredag var spillet også blevet afbrudt - men kun i 21 minutter.
"Vi fortsætter med at holde tæt øje med vejret i dag og resten af turneringen," siger golfklubben i en udtalelse.
Det var klokken 16.22 lokal tid, at spillet blev afbrudt, før arrangørerne endte med at udskyde anden runde til klokken 08.00 lørdag.
Ved afbrydelsen manglede 39 golfspillere stadig at færdiggøre runden, heriblandt Tiger Woods.
Også Jon Rahm og norske Viktor Hovland, der efter første dag lagde sig i toppen, må vente til lørdag med at færdiggøre deres runder.
Den sidste af førstedagens førertrio, Brooks Koepka, kunne imens lægge sig alene i toppen med fem slag under par.
"Jeg tager det bare et slag ad gangen, et hul ad gangen," siger Brooks Koepka, der ligner en af turneringens favoritter efter tidligere at have kæmpet med flere skader.
Rory McIlroy nåede til gengæld at færdiggøre sin runde, men han beregnes indtil videre til at ligge under cut-grænsen.
Han startede dagen i par, men med to gange to bogeys lige efter hinanden i runderne to og tre samt seks og syv endte anden runde i skuffelse for nordireren.
Tiger Woods ligger før rundens færdiggørelse lige over den beregnede grænse, men han mangler stadig syv huller.
Den tidligere femdobbelte vinder fik torsdag sin værste start på turneringen siden 2005.
Golfikonet gik første runde i to slag over par efter at have noteret sig for fem bogeys og tre birdies.
Lørdag forventes både regn og lave temperaturer.