Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danske golfhåb ser OL's prestige i kraftig vækst: Vil være noget af det mest unikke

Ritzau
Emily Pedersen vægter OL rigtigt højt
Emily Pedersen vægter OL rigtigt højtProfimedia
OL får snart samme prestige som golfens majorturneringer, mener de danske deltagere i Paris.

Den olympiske golfturnering er efter en svær start ved at udvikle sig til en af de mest prestigefyldte for spillerne.

Det mener de to danske OL-deltagere Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen, der onsdag morgen slår ud til første runde i Paris.

"Jeg har snakket med mange, der siger, at det ville være noget af det mest unikke at vinde en OL-medalje. Det er virkelig kæmpestort", siger Emily Pedersen.

Efter en pause på 112 år kom golf tilbage på det olympiske program i 2016, men i første omgang var interessen hos topspillerne til at overse.

En lang række af verdens bedste meldte fra til legene i Rio de Janeiro, fordi det ikke lige passede ind i sæsonplanerne. Det ville være utænkeligt i de fleste af de øvrige OL-idrætter.

Men otte år senere er turneringens prestige tilsyneladende i kraftig vækst. Tilskuerinteressen i Paris er enorm, og blandt spillerne har den olympiske turnering fundet fodfæste.

"Det er helt anderledes nu. Jeg tror, at OL er på vej til at få samme status som majorturneringer i forhold til, hvordan folk tænker om turneringen, og hvor meget de gerne vil vinde en medalje og gøre det godt".

"Det har helt klart udviklet sig i de otte år", siger Nanna Koerstz Madsen, der var med i både 2016 og 2021 og deltager for tredje gang.

Emily Pedersen blev nummer fem og Nanna Koerstz Madsen nummer ni ved seneste OL i Tokyo. Men det er usikkert, om det er realistisk at tro på nye topplaceringer denne gang.

Begge danskere har kæmpet med at få spillet til at fungere i de seneste måneder.

"Jeg ved, at hvis jeg spiller op til mit bedste, så spiller jeg også med om medaljer. Jeg er ikke i den bedste form, men jeg har arbejdet sindssygt hårdt og har gjort alt, hvad jeg kan, for at være klar", siger Emily Pedersen.

Nanna Koerstz Madsen fik en god generalprøve på OL, da hun blev nummer otte i LPGA-turneringen i Calgary.

"Jeg spillede ret fint og tror på et godt OL-resultat. Men i golf kan det være to slag, der er afgørende".

"Selvfølgelig kommer vi med et ønske om medalje. Men hvis det er det eneste mål, man sætter sig før turneringen, tror jeg hurtigt, det kan gå galt", siger Nanna Koerstz Madsen.