Golfstjerne nægter at have overfaldet politibetjent efter dramatisk anholdelse
Det fortæller hans advokat, Steve Romines, natten til søndag.
"Vi har tænkt os at nægte os skyldige," siger Romines.
Verdensetteren blev anholdt fredag morgen lokal tid, da han var på vej til Valhalla Golf Club for at spille anden runde af PGA Championship.
På vejen måtte han holde for en politiafspærring, hvor en mand havde mistet livet efter at være blevet påkørt af en bus.
Scheffler forsøgte at køre op på kantstenen og rundt om afspærringen, da han blev stoppet af en betjent.
I stedet for at stoppe trådte han ifølge politiet på speederen, så en betjent, der var i kontakt med bilen, blev revet omkuld.
PGA Championships anden runde endte med at blive udsat. Dermed nåede verdensstjernen dertil uden de store problemer.
Omringet af fans i tshirts, hvor der stod "Befri Scottie," gik han runden i fem slag under par og lagde sig på en delt fjerdeplads i den prestigefyldte major.
Ifølge politiet havde den forurettede, betjent Bryan Gillis, slået sig så alvorligt, at han måtte på hospitalet, hvor han blev behandlet for skader på knæ og håndled.
Scheffler har nægtet at kommentere sagens detaljer, men siger, at der er tale om en "misforståelse."
"Jeg kan ikke kommentere nogen detaljer."
"Men min situation skal nok blive ordnet. Det hele var bare én stor misforståelse," siger golfstjernen.
Ifølge Romines fulgte Scheffler politiets anvisninger ved politiafspærringen. Han overfaldt i hvert fald ikke nogen betjent, lyder det.
"Han opførte sig, som han fik besked på af en anden færdselsbetjent, og han kørte i en bil, som tydeligt var markeret som en spillerbil."
"Flere vidner har bekræftet, at han ikke gjorde noget galt, og at han gjorde præcis, som han fik besked på."
"Han stoppede med det samme, han fik besked på det og overfaldt på intet tidspunkt en betjent med sin bil," siger Steve Romines.
En talsmand fra den lokale anklagemyndighed, der håndterer sagen, siger til fjernsynsstationen WDRB, at man "stadig er ved at samle information i Hr. Schefflers sag, og at man vil se på den og agere derefter."
Den paragraf, som Scheffler er sigtet efter, har en strafferamme på op til ti års fængsel.