Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Scheffler spiller sig på fjerdeplads i major trods tur i håndjern: Stadig rundtosset

Ritzau
Scottie Scheffler var fredag en tur i håndjern.
Scottie Scheffler var fredag en tur i håndjern.Patrick Smith/Getty Images via AFP
Herregolfens verdensetter, Scottie Scheffler, har spillet sig op på golfmajoren PGA Championships fjerdeplads, efter at han fredag blev anholdt og lagt i håndjern, inden han skulle gå turneringens anden runde.

Scheffler gik turneringens anden runde i fem slag under par og ligger nu i alt ni slag under par i det samlede regnskab.

Fjerdepladsen deler han for nuværende med Bryce DeChambeau, Thomas Detry og Mark Hubbard.

Ifølge nyhedsbureauet AFP blev Scottie Scheffler anholdt på vej til Valhalla Golfklub i delstaten Kentucky, hvor PGA Championship spilles.

På sin vej kørte han op over kantstenen for at komme uden om et afspærret sted, hvor en mand havde mistet livet i en trafikulykke.

Ifølge en politirapport ignorerede golfstjernen politiets anmodninger om at stoppe bilen og accelererede i stedet for. En betjent blev i den forbindelse væltet.

Trods hændelsen nåede Scottie Scheffler til Valhalla Golf Club til tee-off.

Her kom han igennem banens 18 huller med seks birdies og en enkelt bogey.

"Jeg er stadig en smule rundtosset, men jeg var heldig nok til at nå tilbage, så jeg kunne få spillet noget golf."

"Jeg er stadig med i turneringen efter en ret kaotisk dag," siger Scottie Scheffler efter runden til AFP.

De danske golfspillere Thorbjørn Olesen og tvillingparret Rasmus og Nicolai Højgaard har alle tre klaret cuttet til weekendens runder.

Thorbjørn Olesen gik anden runde i par med fire birdies og fire bogeys.

Han ligger med to slag under par på en delt 51.-plads sammen med Rasmus Højgaard, som gik anden runde i et slag over par med tre birdies og fire bogeys.

Nicolai Højgaard ligger på en delt 67.-plads. Han gik anden runde i par og ligger nu et slag under par i det samlede regnskab.

Turneringen føres af Xander Schauffele. Han gik anden runde i tre slag under par, som i kombination med en fantastisk første runde i ni slag under par placerer ham 12 slag under par i det samlede regnskab.

Holder han fast i førstepladsen, kan han se frem til 3,15 millioner dollar i præmiepenge. Det svarer til 21,7 millioner kroner.

Samlet set er der 17,5 millioner dollar, cirka 120,4 millioner kroner, på højkant ved PGA Championship.