Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rasmus Højgaard stryger til tops i Emiraterne

Ritzau
De to tvillingebrødre er i storform for tiden.
De to tvillingebrødre er i storform for tiden.AFP
Der er grund til ekstra brede smil i familien Højgaard i disse dage.

Nicolai Højgaard spillede sig natten til fredag dansk tid op på andenpladsen i PGA Tour-turneringen Farmers Insurance Open i San Diego, og tvillingebror Rasmus Højgaard strålede få timer senere i Emiraterne.

Efter en anden runde i otte slag under banens par deler Rasmus Højgaard således førstepladsen i DP World Tour-turneringen Ras Al Khaimah Championship med spanieren Manuel Elvira.

Begge har en samlet score på 14 slag under banens par inden weekendens finalerunder, og det er ét slag bedre end Thorbjørn Olesen.

Olesen haltede lidt efter torsdag, men efter en vild fredag med hele ti birdies og nul bogeys er han nu helt oppe i hælene på de førende på en delt tredjeplads.

Ras Al Khaimah Championship har en samlet præmiepulje svarende til 17 millioner kroner og er ikke blandt de allerstørste på DP World Tour.

Turneringen debuterede i 2022, hvor Nicolai Højgaard triumferede.

Syv danskere stillede torsdag til start, og ud over Højgaard og Olesen er også Marcus Helligkilde med i den sjove del af feltet.

Niklas Nørgaard Møller er delt nummer 21, mens hverken Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen eller Sebastian Friedrichsen klarede cuttet.

Bjørn udmærkede sig med en hole-in-one på det 152 meter lange syvende hul og gik en fin runde, men det var ikke nok til at rette op på en skidt torsdag.