Amerikansk rutine skal bryde 30 års Ryder Cup-forbandelse
Det er 30 år siden, USA har formået at vinde golfduellen, som bliver afviklet hvert andet år, når der er blevet spillet på en europæisk bane.
Men i år har amerikanerne sjældent set gode muligheder for at bryde den forbandelse, mener holdkaptajn Zach Johnson.
"Jeg har enorm tiltro til vores 12 spillere", siger Johnson forud for fredagens første kampe.
Det vil de fleste holdkaptajner formentlig sige, men Johnson har ikke svært ved at finde argumenterne for selvtillid i år.
7 af de 12 spillere, USA har med, var også med til den historiske massakre på 19-9 mod Europa for to år siden. Der er altså godt med rutine og gode minder med i mange af de amerikanske spilleres golfbag til årets duel.
Samtidig er Europa inde i, hvad der ligner et generationsskifte i toppen. Justin Rose på 43 er stadig med, og Rory McIlroy, Jon Rahm og Viktor Hovland rangerer som nummer to, tre og fire på verdensranglisten.
Men derudover er der flere debutanter med for Europa, blandt andre danske Nicolai Højgaard og den svenske komet Ludvig Åberg, som først blev professionel denne sommer.
På trods af McIlroy, Rahm og Hovlands høje ranglisteplaceringer, så giver verdensranglisten også en indikation af, at USA er favorit i år.
Gennemsnitsplaceringen for de 12 europæiske spillere er en 29.-plads, mens den for de amerikanske spillere er en 13.-plads.
Årets udgave af Ryder Cup spilles på Marco Simone Golf and Country Club i Rom.
Danske Thomas Bjørn er vicekaptajn for Europa. Det er femte gang, han indtager den rolle, mens han var kaptajn for holdet i 2018, da Europa senest vandt. Ingen af de gange spillede han.
Som spiller har Bjørn deltaget tre gange i karrieren. Det skete i 1997, 2002 og 2014 - alle gange med europæisk sejr til følge.