Højgaard slipper fra Ryder Cup-debut uden nederlag
Sammen med sin spanske makker, Jon Rahm, sikrede Højgaard Europa et halvt point ved at spille uafgjort i fourballs mod amerikanerne Scottie Scheffler og Brooks Koepka.
Højgaard og Rahm skiftedes til at tage det store slæb i den jævnbyrdige kamp. Danskeren indledte fremragende, men faldt lidt i niveau på rundens sidste halvdel, hvor Rahm til gengæld oppede sig.
Det var to imponerende put af spanieren på hul 16 og 18, der gjorde, at europæerne slap fra kampen med pointdeling.
22-årige Højgaard fik ellers en drømmestart, da han med et langt put lavede en birdie på første hul og bragte sit hold foran.
Højgaard var også manden bag point på hul syv og otte, og på det tidspunkt så det godt ud for den europæiske duo, der førte med to.
Men danskeren magtede ikke helt at holde samme niveau på rundens sidste halvdel. Efter at Scheffler og Koepka havde udlignet ved at vinde hul ni og ti, kom europæerne under pres.
Amerikanerne bragte sig foran på 15. hul, men med et suverænt put og en eagle udlignede Rahm omgående.
Højgaard udråbte eder og forbandelser, da han åbnede næstsidste hul med et skævt drive. Rahm spillede til par, men da Scheffler blev noteret for en birdie var USA tilbage i føring og dermed sikker på mindst uafgjort.
Det lignede amerikansk sejr, da Koepka lavede en birdie på sidste hul. Men endnu et halvmirakuløst slag fra Rahm udløste en eagle, der gav europæerne hulsejren og samlet pointdeling.