Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

McIllroy fremhæver Højgaard og duo: "De er Europas fremtid"

Ritzau
McIllroy og Højgaard under træning i Frankrig
McIllroy og Højgaard under træning i FrankrigPhil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Nicolai Højgaard debuterer fredag ved den prestigefyldte golfturnering Ryder Cup, og han har fuld opbakning fra den største stjerne på Europas hold.

Nordirske Rory McIlroy har i hvert fald høje tanker om danskeren samt duoen Ludvig Åberg og Robert MacIntyre.

"Vi er i en overgangsperiode på det europæiske hold, og der er spillere, som tidligere har været en del af holdet i lang tid, som ikke er her i denne uge. Men de gutter, som vi har taget med, kommer til at være fremragende. Nicolai, Ludvig og Robert er vores holds fremtid og Ryder Cups fremtid," siger Rory McIlroy ifølge Reuters.

Verdensstjernen udtalte sig om trioen, efter at han havde sat ord på, hvordan det var at være til Ryder Cup uden spillere som Sergio Garcia, Ian Poulter og Lee Westwood.

De tre har i løbet af de seneste par år takket ja til tilbud fra udbrydertouren LIV Golf, som er finansieret af den saudiarabiske statsfond Public Investment Fund. Derfor er de afskåret fra at være med ved Ryder Cup.

"Det er helt bestemt lidt mærkeligt ikke at have dem her, men jeg tror, at det i denne uge kommer til at ramme dem, at de ikke er her. Jeg tror, de kommer til at savne at være her, mere end vi savner dem. Jeg tror, det kommer til at gå op for dem, at den beslutning, de har taget, har ført til, at de ikke er en del af den her uge, og det må være hårdt," siger Rory McIlroy.

Heller ikke svenske Henrik Stenson er med på det europæiske hold. Han var ellers udråbt til kaptajn. Men da han valgte at vende PGA Tour og DP World Tour ryggen til fordel for LIV Golf, blev han vraget.

Siden da har PGA Tour, DP World Tour og LIV Golf indgået en aftale, som betyder, at Public Investment Fund reelt har overtaget de kommercielle rettigheder til alle tre golftours.