Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nicolai Højgaard føler med tvillingebror efter misset kort til PGA Tour

Ritzau
Nicolai Højgaard med trofæet efter sin flotte sejr.
Nicolai Højgaard med trofæet efter sin flotte sejr.AFP
Nicolai Højgaard løb søndag med cirka 20 millioner kroner og en stor titel til samlingen ved at vinde DP World Tours sæsonfinale i Dubai. Alligevel var der en anelse malurt i bægeret i familien, og 22-årige Højgaard var ikke kun glad efter sejren.

Tvillingbror Rasmus Højgaard, som selv sluttede på en delt 11.-plads i golfturneringen, fik lige nøjagtig ikke adgang til næste års PGA Tour.

"Det gør ondt at se, hvordan det hele endte. Jeg ønsker ham det bedste og ønskede, at han kunne få kortet. Han var i en god position og spillede god golf. Der skulle et helt vildt scenarie til for at afgøre det i sidste ende, og jeg føler med ham. Men jeg ved, at han kommer stærkere tilbage. Det gør han altid," siger Nicolai Højgaard ifølge Viaplay på et pressemøde efter triumfen.

Allerede inden turneringen havde Nicolai Højgaard sikret sig en plads på PGA Tour, men broren skulle sørge for at ende blandt de ti bedste spillere, som ikke i forvejen havde kortet.

Som nummer 18 på Race to Dubai-ranglisten var han blot én plads og ganske få point fra at gøre Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen selskab på den amerikanske golftour.

I afgørelsens stund sad golfbrødrene tæt sammen og fulgte dramaet.

"Det viser vores særlige bånd. Vi kan altid bakke hinanden op. Det er en af de største kvaliteter hos os begge. Jeg er virkelig taknemmelig for, at Rasmus var der. Jeg ved, hvordan han havde det. Det viste hans karakter. Han er en god fyr, og jeg elsker ham. Han er min bedste ven," lyder det fra Nicolai Højgaard.

Sidstnævnte er nu nummer 50 på verdensranglisten, mens tvillingbror Rasmus er nummer 86.