Golfrebeller taber ankesag om bøder og udelukkelser mod DP World Tour
Det fastslår voldgiftsretten Sport Resolutions, der havde fået til opgave at afgøre tvisten.
Den opstod, da spillerne bad om lov til at tage del i den første turnering på LIV Golf, der drives for saudiarabiske midler og lokker med store præmier.
DP World Tour nægtede og udskrev efterfølgende bøder på 100.000 pund (850.000 kroner), da spillerne trodsede forbuddet og stillede op alligevel. De rebelske spillere blev også udelukket fra deltagelse i Scottish Open.
Tre af spillerne, Ian Poulter, Adrian Otaegui og Justin Harding, appellerede straffen og fik siden følgeskab af yderligere 13 kolleger.
Siden trak fire af dem sig dog fra sagen, som Sport Resolutions behandlede bag lukkede døre.
I afgørelsen, der er offentliggjort på Sports Resolutions' hjemmeside, konkluderes det, at spillerne har begået "alvorlige brud" på DP World Tours regelsæt.
DP World Tours direktør, Keith Pelley, noterer sig med tilfredshed, at voldgiftsretten er kommet frem til, at straffen var "fair og rimelig".
"Da vi fastsatte niveauet for sanktionerne i juni sidste år, administrerede vi bare efter de regler, som vores medlemmer har lavet, og som hver enkelt af dem har skrevet under på", siger Pelley til tourens hjemmeside.