Sejr men ingen præmiepenge: 20-årig amatør vinder PGA-titel i historisk bedrift
Der er tale om den 20-årige amerikaner Nick Dunlap, der søndag lokal tid vandt golfturneringen American Express på PGA Tour.
Amatørspilleren er andetårsstuderende på University of Alabama.
På trods af sejren tager Dunlap dog ikke en pengepræmie med hjem. Da Dunlap ikke er professionel er han således ikke berettiget til præmien på 1,5 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 10,3 millioner kroner.
De går i stedet til turneringens nummer to, sydafrikanske Christiaan Bezuidenhout.
Den afsluttende runde søndag gik Dunlap på 70 slag, og han sluttede på i alt 259 slag. Det er ét slag bedre end Bezuidenhout.
"Jeg følte at manuskriptet for i dag allerede var skrevet," siger den 20-årige vinder.
"Jeg havde tænkt mig at give det alt, jeg havde, uanset om jeg slog 75 eller 65 eller 70. Jeg er så glad for at stå her."
Dunlap er den første amatør, der vinder en titel på PGA Tour, siden amerikanske Phil Mickelson i 1991 vandt Nothern Telecom Open i Tuscon i delstaten Arizona.
Samtidig er Dunlap den næstyngste titelvinder på PGA i de seneste 90 år.