Gul jubel på Heden: Brøndby kæmper sig ind i top-6 med smal sejr over FCM
Sejren kom i hus på baggrund af en scoring i anden halvleg af den norske angriber Ohi Omoijuanfo. Det var tydeligt at se, at der var vigtige point på spil, og holdene matchede hinanden gennem hele opgøret.
Det var derfor et lige opgør, hvor Brøndby hentede tre vigtige point i top-6-ræset.
Med sejren tager Brøndby nemlig et hop op på femtepladsen i Superligaen med 27 point lige foran FCM, der lige akkurat fastholder deres top-6 placering med 26 point.
Der resterer nu tre runder af grundspillet i Superligaen.
Kampen bølgede indledningsvist frem og tilbage, hvor ingen af holdene formåede for alvor at sætte sig på opgøret. Mange frispark og dueller var medvirkende til en rodet og urytmisk åbning på kampen.
Kampens første store tilbud tilfaldt Brøndbys nye offensivspiller Håkon Evjen efter 17 minutter, men Jonas Lössl i FCM-målet reddede flot nordmandens afslutning.
Generelt var første halvleg en chancefattig affære, der bar præg af stor intensitet, men knap så kønt fodboldspil.
Kampbilledet fortsatte efter pausen, men efter 57 minutter fik gæsterne bragt sig foran, da offensivspilleren Simon Hedlund efter flot samspil med Evjen serverede bolden for Omoijuanfo, der ved bageste stolpe kunne prikke bolden i mål.
Kort efter var hjemmeholdet tæt på at svare igen, men den indskiftede angriber Frederik Heiselberg bragede bolden på stolpen.
Mod slutningen af kampen pressede FCM hårdt på for en udligning, men Brøndby-defensiven stod distancen, og kampen endte derfor 1-0 til gæsterne.