Højgaard spejder langt efter toppen i sæsonpremiere: Ikke haft tur i den i Australien
Selv om den 21-årige dansker modsat sin tvillingbror, Rasmus Højgaard, har klaret cuttet til weekendens runder i sæsonpremieren på DP World Tour, lugter det ikke ligefrem af en dansk topplacering.
Efter tre runder ligger han på en delt 47.-plads i Australien ud af de tilbageværende 77 spillere.
Han brugte 74 slag på at nå rundt på de 18 huller i tredje runde. Det svarer til tre slag over par.
Samlet er han i par - 11 slag efter førende Cameron Smith fra værtsnationen.
Nicolai Højgaard leverede to birdies, men tre bogeys og en dobbeltbogey forpurrede hans muligheder for at komme tilbage mod toppen.
Det begyndte ellers fornuftigt for både Nicolai og Rasmus Højgaard, som efter første dag i Brisbane lurede i subtoppen.
Men siden gik det helt galt for Rasmus Højgaard, der i anden runde lavede tre dobbeltbogeys, før han blev skåret fra til finalerunderne.
Højgaard har stadig en chance for at få en god placering, men det kræver en stor præstation natten til søndag dansk tid.
Spillerne kæmper om to millioner dollar down under. Det er cirka 14 millioner danske kroner.