Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Han var en af Sverige's allerstørste talenter: Nu har Bosnien udelukket ham på livstid

Svend Bertil Frandsen
Anel Ahmedhodzic er blevet udelukket fra det bosniske landshold
Anel Ahmedhodzic er blevet udelukket fra det bosniske landsholdRichard Lee / Shutterstock Editorial / Profimedia
I 2020 valgte den dengang 21-årige Anel Ahmedhodzic, der var en af Sveriges største talenter som midterforsvarer, at spille for Bosnien. Nu har det bosniske forbund udelukket ham på livstid efter et bizart forløb.

Ahmedhodzic blev for fire år siden stillet over for et svært valg, hvor han skulle vælge om han ville spille for Sverige eller Bosnien. Ahmedhodzic havde spillet på både Sverige's U17-, U-19 og U21-landshold og Sverige's daværende landstræner Janne Andersson skamroste det unge talent. 

Ahmedhodzic var født i Sverige af bosniske forældre og var derfor kvalificeret til at spille for begge landshold. Faderen ville have at han skulle for Bosnien og moderen ville have at han skulle spille for Sverige.

I sommeren 2020 udviklede Ahmedhodzics valg af landshold sig til en ren føljeton, som blev fulgt tæt af begge lands medier med masser af spekulationer til følge. Ahmedhodzics telefon stod aldrig stille, og faktisk ringede den så meget, at han besluttede sig for at skifte telefon.

Inden efteråret satte ind, meddelte Anel Ahmedhodzic, at han havde besluttet sig for at repræsentere Bosnien-Hercegovina.

Valget startede en debat om spillere, der har fået deres fodboldopdragelse på svenske ungdomslandshold og derefter fravælger Sverige.

Samtidig fik forsvarsspilleren sine første optrædener for sit nye landshold. 

"Da han begyndte at spille, var alle glade og tilfredse, han spillede godt og blev hurtigt endnu mere populær i Bosnien", siger den bosniske journalist Haris Mrkonja til den svenske avis Expressen.

Begyndende uoverensstemmelser

Men så opstod der uenigheder mellem parterne. "Det, der var det største problem for landsholdet, var, at han nogle gange ikke tog til Bosnien for at konsultere en læge. Han oplyste, at han var skadet og sendte dokumenter for at bevise det i stedet", siger Mrkonja.

Første gang, det blev et problem, var blot to måneder efter, at han valgte landsholdet. Forbundet kaldte adfærden "forkert og uansvarlig" og anklagede ham for manglende patriotisme. Men det var dog to efterfølgende hændelser, som skulle få forholdet til at gå helt i stykker.

Sidste efterår afviste den 25-årige en indkladelse landsholdstruppen forud for en EM-kvalifikationskamp på grund af en skade og valgte at blive hos klubholdet Sheffield United. "Ingen er fritaget for ansvaret for at komme til landsholdssamlingen," skrev forbundet på sin hjemmeside.

"Tro ikke på alt, hvad du læser. Men jeg tror, ​​de fleste kender til problemer omkring vores landshold," svarede Ahmedhodzic på Instagram.

Han blev efterfølgende suspenderet fra landsholdet. "Ifølge forbundet tog han ikke telefonen og ville ikke tale med nogen", siger Haris Mrkonja. Derefter fulgte en kontroversiel hændelse i Holland for nogle måneder siden.

I et åbent brev beskriver Ahmedhodzic hvordan han forlod en landsholdssamling med en skade for at påbegynde genoptræningen i Sheffield. 

Men ifølge landsholdet var han ikke engang skadet. Midt i alt det her blandede Anels far sig ifølge Mrkonja og bebrejdede Ahmedhodzics kone Marijana for at have en dårlig indflydelse på ham.

"Anel er ikke min søn længere"

I et interview sagde faderen "Anel er ikke min søn længere". Det fik Ahmedhodzic til at henvende sig til Mrkonja for at udgive et åbent brev. 

I brevet skriver Ahmedhodzic, at han havde brudt med sin far og fordømte det onlinehad, han og hans familie blev udsat for.

"Jeg troede, vi havde de bedste fans, som altid støtter os spillere, når vi vinder, uafgjort eller taber. Som altid synger højt. Men desværre er mit privatliv blevet angrebet på den væreste måde? Tusindvis af beskeder med det værst tænkelige. Som jeg sagde, var den største grund til, at jeg besluttede at spille for Bosnien-Hercegovina vores folk. Nu har jeg ingen grund til at spille,” skrev han.

Få dage senere kom forbundets svar, hvor man udelukkede Ahmedhodzic på livstid. "Han fornærmede et helt land", fortalte landsholdschef Emir Spahić til forbundets hjemmeside.

"Selvom du er skadet, har problemer med familien eller andet, så kommer landsholdet først, og du skal ofre stort set alt for landsholdet, dit helbred, potentielt din karriere. Sådan tænker tilhængere her", siger Mrkonja. 

Jon Dahl Tomasson, der i dag er træner for Sverige, var med til at udvikle Ahmedhodzic, da han var træner i Malmø FF, hvor Ahmedhodzic tilbrage tre år mellem 2019-2022. Men i dag kan Tomasson ikke udtage Ahmedhodzic eftersom han ikke længere kan spille for Sverige.

"Jeg elsker den dreng", har Tomasson sagt ved flere lejligheder. "Men vi kan ikke ændre det nu"