TTH Holstebro sikrer sig endnu en sæson på øverste hylde
I sin næstsidste kamp i nedrykningsslutspillet lykkedes det TTH at hente sin første sejr, og det var en vigtig en af slagsen.
De to point, som sejren på 25-23 medfører, betyder, at den tidligere topklub ikke kan blive trukket med ned i de afgørende playoffkampe om overlevelse.
Når alle spillerunderne er afviklet i slutspillet, skal holdet, der ligger sidst, møde Sydhavsøerne eller Skive fra 1. division i to kampe om en plads i ligaen i næste sæson.
Før sine to sidste kampe er pointløse Lemvig-Thyborøn sidst, mens TTH har fem point og nu er garanteret en plads i herrernes håndboldliga efter sommerferien.
Sidste år endte TTH med at klare skærene i to overlevelseskampe mod Høj fra 1. division.
Det behøver holdet ikke at tænke over efter onsdagens præstation, hvor holdet fra Holstebro kun var bagud ved stillingen 0-1.
Et forspring på fire mål blev hurtigt etableret, pauseføringen lød på 14-11.
Lemvig-Thyborøn kom tæt på i slutfasen og gav formentlig hjemmeholdets fans nervøse trækninger, før Nikolaj Enderleit med en scoring i sidste minut endegyldigt sikrede sejren.