Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk målfest i Bundesliga-opgør: Kirkeløkke og Casper U. Mortensen i hopla

Andreas Würtz Adamsen
Niclas Kirkeløkke var lørdag aften direkte involveret i 14 af Rhein-Neckar Löwens scoringer i rollen som enten målscorer eller oplægger.
Niclas Kirkeløkke var lørdag aften direkte involveret i 14 af Rhein-Neckar Löwens scoringer i rollen som enten målscorer eller oplægger.Jürgen Fromme/Firo Sportphoto/DPA Picture-Alliance via AFP
Både Niclas Kirkeløkke og Casper U. Mortensen stod for et tocifret antal scoringer for henholdsvis Rhein-Neckar Löwen og HSV Hamburg, da de to tyske mandskaber lørdag aften mødtes i Hamborg. Her blev det til en Rhein-Neckar Löwen-sejr på 36-32, og Kirkeløkke var faktisk ikke eneste varme dansker hos udeholdet.

Der var regulært danskertræf da HSV Hamburg lørdag aften tog imod Rhein-Neckar Löwen hjemme i Barclays Arena i det nordlige Tyskland. 

Fire mand spiller således til daglig for hver af de to mandskaber, Casper U. Mortensen, Jacob Lassen, Andreas Magaard og Frederik Bo Andersen for hjemmeholdet, mens Rhein-Neckar Löwen foruden Niclas Kirkeløkke også har Steven Plucnar Jacobsen, Andreas Holst Jensen og Jon Lindenchrone på holdet. 

Opgøret blev en særdeles målrig affære vundet af udeholdet fra Mannheim, der blev båret frem af en særdeles velspillende dansk duo. Således stod både Niclas Kirkeløkke og Jon Lindenchrone for en pæn andel af de 36 scoringer, Rhein-Neckar Löwen fik scoret i sejren, der lød på 36-32 i udeholdets favør. 

Tilsammen tegnede Kirkeløkke og Lindenchrone sig således for 19 af holdets scoringer, 10 sat ind af Kirkeløkke, ni sat ind af Lindenchrone, mens Kirkeløkke ovenikøbet også spædede til med fire oplæg i løbet af kampen. Også hos hjemmeholdet var danskerne dominerende, for her kom Casper U. Mortensen, præcis som Kirkeløkke, op på et tocifret antal scoringer med i alt 10.

Også Jacob Lassen, Frederik Bo Andersen og Andreas Magaard kom alle på måltavlen med henholdsvis seks, tre og to scoringer, og således stod danskerne altså alt i alt for 40 af de 68 mål, der blev scoret i Hamborg lørdag aften. 

Med sejren kravler Rhein-Neckar Löwen op på i alt 17 point, i hvad der hidtil har været en svingende sæson. Således har Kirkeløkke og Co. allerede tabt seks kampe i løbet af sæsonens indledende 15 runder, og derfor er der i øjeblikket langt op til Füchse Berling og SC Magdeburg, der indtager første- og andenpladsen med henholdsvis 25 point i 14 kampe og 23 point i 13 kampe. 

HSV Hamburg indtager fortsat en position i ligaens midte, i øjeblikket som ligaens nummer 11. Med 12 point i de første 15 runder, er der dog langt ned til nedrykningsstregen, hvor ThSV Eisenach og HBW Balingen-Weilstetten ligger med henholdsvis syv og fem point.