Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Krickau og Co. smadrer rivaler i nordtysk derby: Kiel må spejde langt efter toppen

Andreas Würtz Adamsen
Den tyske landsholdsstreg Johannes Golla var kampens helt store profil, da SC Flensburg-Handewitt lørdag besejrede sin nordtyske rival, THW Kiel.
Den tyske landsholdsstreg Johannes Golla var kampens helt store profil, da SC Flensburg-Handewitt lørdag besejrede sin nordtyske rival, THW Kiel.Frank Molter/DPA Picture-Alliance via AFP
Efter en fin stime må THW Kiel nu samle sig selv op på ny, efter de lørdag eftermiddag blev besejret eftertrykkeligt af sine nordtyske rivaler fra SC Flensburg-Handewitt. Dermed holder Nicolej Krickaus tropper omvendt gang i en flot stime af ubesejrede kampe, der nu tæller 10 opgør i træk uden nederlag.

Endelig havde THW Kiel lige fået løbet hjulene i gang, syv sejre i de seneste otte kampe, herunder en udebanesejr i Champions League over ungarske Pick Szeged, før de løb panden mod muren mod deres nordtyske rivaler.

Lørdag eftermiddag tabte Magnus Landin og Co. nemlig et stort nederlag på hjemmebane mod SC Flensburg-Handewitt. Således kunne Nicolej Krickaus tropper sætte to point på kontoen og smutte 70 kilometer nordpå med en sejr på 33-26 i bagagen, hvilket samtidig er Flensburg-Handewitts største Bundesligasejr i Kiel nogensinde.

Pausestillingen skulle ellers indikere en både målfattig og noget tættere kamp, end det skulle ende med, tre måls adskillelse og blot 23 mål scoret i alt i løbet af kampens første halvleg, før det efter pausen gik vildt for sig med hele 36 mål.

Ni af dem stod stregspiller Johannes Golla for, topscorer i kampen, ofte sat op af holdkammeraterne Lasse Møller, Jim Gottfridsson og Simon Pytlick med henholdsvis seks, tre og tre oplæg i løbet af kampen, mens sidstnævnte danske landsholdsprofil bød ind med fire scoringer.

Det var ellers ikke fordi, Kevin Møller i Flensburg-Handewitt-målet havde nogen stor kamp med en redningsprocent på lidt under 30, dårligere end Kiels Tomáš Mrkva, men hos hjemmeholdet havde flere spillere bare overordentligt svært ved at score.

Således formåede Niclas Ekberg, Harald Reinkind og Eric Johansson tilsammen blot at score fire mål på 16 afslutninger, mens sidstnævnte tilmed registrerede tre tekniske fejl undervejs, hvorimod Reinkind i det mindste kunne prale af seks oplæg.

Med nederlaget er Kiel nu fem point bag rivalerne fra Flensburg-Handewitt, ganske vist med en kamp i hånden, men efter de indledende 24 kampe må Kiel-tropperne se sig selv indtage en skuffende femteplads med MT Melsungen klemt ind mellem de to nordtyske hold på fjerdepladsen.

Tredjepladsen tilhører nemlig Flensburg-Handewitt, der fortsat holder snor i toppen, hvor Füchse Berlin og SC Magdeburg kører et flot parløb. De to mandskaber ligger med henholdsvis 43 og 42 point mod de 39, som Nicolej Krickau hidtil har samlet.

Om præcis en uge, lørdag 30. april, får Flensburg-Handewitt besøg af TSV Hannover-Burgdorf, hvor Krickaus mandskab skal forsøge at holde liv i en stime på 10 ubesejrede kampe, hvoraf de ni er blevet til sejre.

En dag efter Flensburgs møde med Hannover, skal THW Kiel så forsøge at komme tilbage på sporet med en udebanekamp mod TBV Lemgo, et indbyrdes møde som Kiel blot har tabt to gange i deres seneste 10 møder.