Lars Christiansen smækker med døren i Flensburg: "Jeg kan ikke genkende klubben længere"
Klubben skriver på sin hjemmeside, at den tidligere cheftræner Ljubomir Vranjes vender tilbage til klubben og får titel som sportslig leder.
Dermed er der ikke længere plads til Lars Christiansen, der som aktiv spillede 14 sæsoner i den nordtyske klub.
"Vi har besluttet os for at genopruste, for vi vil have nye impulser til den sportslige afdeling", siger direktør Holger Glandorf.
"Flensburg-Handewitt er Lars Christiansen yderst taknemmelig for det arbejde, han har ydet, og han vil altid have en plads i klubbens historie", lyder det.
De rosende ord giver Lars Christiansen ikke meget for. Han har ikke meget tilovers for ledelsen og bestyrelsen, som ifølge Lars Christiansen mangler sportslig indsigt, og som i flere måneder har talt usandt over for nøglemedarbejdere.
"Jeg kan ikke længere genkende klubben og den måde, de gør tingene på, og jeg kan ikke stå inde for nogle af de ting, der er sket de seneste måneder - at de siger én ting, men gør noget andet", siger Lars Christiansen i et længere interview med TV 2 Sport.
"Der er foregået nogle ting, som ikke er efter mine værdier og de spilleregler, jeg mener, der skal være, og det kan jeg ikke være en del af. Så derfor har jeg stillet nogle krav, som vi desværre ikke kunne blive enige om", fortæller Lars Christiansen.
Ifølge Christiansen har klubben en bestyrelse, der tager beslutninger uden at rådføre sig med den sportslige sektor.
"Det her handler om professionalisme, og at vi hver især gør det, vi er bedst til. Min oplevelse er, at bestyrelsen har taget sportslige beslutninger uden at have den fornødne sportslige indsigt - i stedet for at stole på de folk, de har ansat til det, og som har den daglige kontakt med spillerne om, hvad der skal ske i klubben."
Efterfølgeren Ljubomir Vranjes var cheftræner i Flensburg-Handewitt fra 2010 til 2017. Siden har han været på en rundtur mellem forskellige trænerjob hos europæiske klubber og landshold.
Han stod senest i spidsen for Nimes i den bedste franske række.
Vranjes kommer i Flensburg-Handewitt til at arbejde tæt sammen med den danske cheftræner Nicolej Krickau, der kommer til fra GOG efter sommerpausen.
"Ljubomir Vranjes medbringer en enorm international ekspertise. Han har et stærkt netværk i hele Europa og har masser af erfaring - ikke mindst fra sin første periode i Flensburg."
"Derudover er han en udpræget håndboldfagmand og har blik for unge talenter", siger Holger Glandorf.