Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

24-måls-sejr: Odense ydmyger svenskere igen i Champions League-opvisning

Ritzau
Odense ydmyger svenskere igen i Champions League-opvisning
Odense ydmyger svenskere igen i Champions League-opvisningProfimedia
Odenses håndboldkvinder gentog ydmygelsen af de svenske mestre fra Sävehof i Champions Leagues gruppespil.

For en uge siden vandt Odense med 44-20 ude over Sävehof, og på hjemmebane foran 2102 tilskuere blev sejren omtrent lige så overbevisende med en 40-22-opvisning lørdag eftermiddag.

Det var den sjette sejr for Odense ud af otte mulige, og fynboerne har solid kurs mod avancement.

Sävehof kom faktisk bedst fra start og var foran 3-1 efter fire minutter. Fire minutter senere blev det også 4-3 til svenskerne, men det var den sidste føring til udeholdet i kampen.

Odenseanerne kom op i gear efter den lidt hakkende indledning, og så havde Sävehof for anden uge i træk ikke kvaliteterne til at stoppe hjemmeholdet.

Anført af højrefløjen Andrea Hansen med seks mål på syv forsøg i første halvleg cruisede Odense mod en solid pauseføring på 21-11.

Cifrene var identiske med sidste uges pauseføring, og der kom aldrig skyggen af spænding i opgøret i anden halvleg.

Fem fynske træffere gjorde det tværtimod til 26-11 ti minutter inde i anden halvleg, inden svenskerne omsider fik reduceret.

Generelt tog Odense-keeper Yara ten Holte mere fra i buret end kollegaen i den modsatte ende, Johanna Bundsen.

Sävehof indkasserede over de to kampe hele 84 mål, og så er det svært at vinde håndboldkampe.

Med sejren har Odense på andenpladsen 12 point efter 8 kampe.

Ungarske Györ topper gruppen med 14 point for en kamp færre. Tyske Bietigheim er nummer tre med ti point efter syv kampe. Netop Györ og Bietigheim mødes i et topopgør senere lørdag aften.

Sävehof har tabt alle sine otte kampe.

De seks bedste går videre i turneringen, men de to bedste har fordel af at springe direkte til kvartfinalen i slutspillet.

Det var Odenses sidste kamp inden kvindernes VM i december.