Aalborg Håndbold slår stærke ungarere i CL-drama
Aalborg Håndbold leverede onsdag et fornemt resultat i Champions League.
I en meget lige kamp og efter en dramatisk afslutning sejrede Aalborg med 29-28 over ungarske Pick Szeged.
Med sejren lægger Aalborg sig på tredjepladsen med fem point for fem kampe bag netop Pick, der på andenpladsen har seks. FC Barcelona ligger klart i spidsen med maksimale ti point.
Pick kom bedst ud og scorede de første to mål, men Aalborg meldte sig snart helt ind i opgøret, der blev ganske lige i første halvleg.
Aalborg bragte sig første gang i front ved 6-5, og efter et flot angreb skabte Buster Juul den første føring på to mål ved 9-7, hvilket fik Pick til at tage en timeout.
I den skadede keeper Niklas Landins fravær tog Fabian Norsten godt fra, og han snuppede et straffekast, så Aalborg kort efter kunne score til 15-12 i et tomt mål.
Pick sluttede dog halvlegen bedst af og nåede at reducere til 15-16.
Jævnbyrdigheden fortsatte efter pausen. Godt nok var Aalborg i front stort set hele tiden, men nordjyderne kunne ikke smide Pick afgørende af.
En sjælden gang imellem førte Aalborg med tre mål, men mestendels førte hjemmeholdet med én eller to.
Først ved 27-23 lykkedes det at slå et hul, som man tænkte, ville blive afgørende, men Pick reagerede ved at sætte et stærkt comeback i scene.
Med fire scoringer i træk udlignede ungarerne til 27-27 med tre minutter tilbage på uret.
Med et minut tilbage var stillingen 28-28, og Aalborg havde fordel at have bolden.
36 sekunder resterende, da Buster Juul fremtvang straffekast fra fløjen, og Jack Thurin, der ellers sad på bænken for det meste, kom ind og scorede for femte gang i træk fra syv meter.
Så havde Pick et halvt minut til at udligne, men Aalborg holdt stand og kunne juble i vildskab over den vigtige sejr.