Aalborg jagter revanche i vigtig Champions League-kamp: Begge hold har noget på spil
Det kører rigtig fint for den danske storklub Aalborg Håndbold lige nu. Nordjyderne ligger nummer et i den danske liga, mens de samtidig byder sig til i toppen af deres Champions League-gruppe.
De kommer dog ikke til at vinde alle pokaler i år. Søndag tabte de pokalfinalen til GOG, men de har ikke meget tid til at bearbejde nederlaget.
Onsdag aften tager de nemlig imod det ungarske storhold Szeged i en uhyre vigtig Champions League-gruppekamp. Begge hold jagter en plads i top-2, som giver direkte adgang til kvartfinalerne, men tredje- til sjettepladsen skal spille ottendedelsfinaler.
Lige nu er det Aalborg, der indtager andenpladsen, og det kræver en sejr, hvis de vil fastholde den. De bliver nemlig presset bagfra af flere store hold.
Første opgør mod Szeged blev spillet tilbage i september, og det endte med et nederlag til Aalborg. Nordjydernes svenske profil, Lukas Nilsson, forudser da også, at det bliver en svær kamp.
"Der er ingen tvivl om, at det er et meget fysisk hold med mange rutinerede spillere vi skal op i mod. Jeg forventer det bliver en hård kamp med to fysiske forsvar i begge ender af banen. Vi skal være klar på deres gode, store stregspillere og vi ved at det især gælder deres store profil Bence Bánhidi. Kan vi stoppe ham, har vi vundet meget." Fortæller Lukas Nilsson til aalborghaandbold.dk og fortsætter:
"Jeg forventer dog også, at man vil kunne mærke på kampen, at begge hold har noget på spil. For vores vedkommende kan man sige, at alle kampe fra nu af og indtil midten af marts, i både den hjemlige liga og Champions League, kommer til at være meget afgørende for vores videre vej i begge turneringer,"
Kampen mellem Aalborg og Szeged starter klokken 18:45, og du kan følge den her.